nu SL § 111, stk. 1, nr. 1, nr. 1, med det resultat, at Styrelsens fortsatte registrering af direktionen muligvis ikke var retvisende.

Den usikkerhed, som U 1996.1550 H havde skabt, måtte således løses som led i reformen af selskabslovgivningen.

I sin redegørelse for gældende ret i bet. 1498/2008 s. 278-281 lægger Moderniseringsudvalget til grund, at der består et »almindeligt anerkendt retskildehierarki« mellem lov, vedtægt og aftale, sådan at den trinhøjere norm har forrang for den trinlavere norm. En lovbestemmelse skal efter denne opfatteles anvendes forud for en bestemmelse i vedtægterne, der skal anvendes forud for en aftale.

Denne antagelse af et retskildehierarki på selskabsrettens område må med rette betragtes som almindelig anerkendt, og den genfindes da også uden for selskabsrettens område. Private aftaler kan ikke fastlægge en normering, der kan tilsidesætte en normering fastsat ved lov, jf. princippet efter DL 5-1-2. Bedømt efter aftaleretten kan en aftale således ikke fortrænge en lov og må anses for ugyldig i denne henseende. ⁷¹⁶716. Det afhænger af aftalens øvrige normering, om denne også rammes af ugyldighed, fordi der er en sådan indre sammenhæng med den lovstridige normering, at den øvrige del af normeringen i aftalen ikke kan gennemføres.

En lov kan tilmed tilsidesætte en allerede eksisterende aftale, hvilket dog efter omstændighederne kan tage form af ekspropriation, der efter forfatningsretten medfører særlige krav til lovens materielle indhold, vedtagelse og gennemførelse.

Ud fra denne almindelige antagelse om et retskildehierarki er kapitalejernes mulighed for at normere selskabsdeltagernes adfærd således mulig enten ved vedtægt eller aftale, hvor vedtægter indtager en trinhøjere placering. Denne hierarkisk højere placering af vedtægterne i det selskabsretlige system ses af, at vedtægterne skal vedtages på en særlig måde efter SL § 106 og dermed ikke uden videre kan ændres ved kapitalejernes aftale, hvilket tillige er undergivet Styrelsens kontrol og efterfølgende offentliggørelse.

Så vidt synes Moderniseringsudvalgets antagelse om et retskildehierarki at være velbegrundet og ukontroversielt. Problemet lå i afgørelser som U 1996.1550 H, der rejste spørgsmålet, om kapitalejernes aftaler alli-