stændig undlades anvendt af dommeren. Det er lige præcis derfor, den nationale (danske) dommer ikke blot har mulighed for, men har pligt til at afsøge alle øvrige relevante dele af national (dansk) ret for at konstatere, om der er en regel, som EU-direktivbestemmelsen kan indfortolkes i, og som kan gives forrang for den ’forkerte’ danske regel.

For den europæiske retsudvikling har forfatningsdomstolen på centrale områder været den førende domstol, som har holdt fast ved grundlæggende rettigheder også på et tidspunkt, hvor EF/EU-retten kun var i sin spæde start, og hvor EF/EU-Domstolen måtte være villig til at lade sig »belære« af forfatningsdomstolen.

I dag er det nærmest en selvfølge, at en række uskrevne grundlæggende rettigheder gælder på traktatniveau, med direkte virkning både på det vertikale plan mellem stat og privat, og ligeledes med virkning på det horisontale plan mellem privat og privat. Lissabon-traktaten anerkender i artikel 6, stk. 1, de rettigheder, friheder og principper, der findes i EU’s charter om grundlæggende rettigheder (af 7. december 2000, tilpasset 12. december 2007), og Charteret har »samme juridiske værdi« som traktaterne, jf. atter artikel 6, stk. 1. Charteret bekræfter »de rettigheder, der blandt andet følger af medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner«. Charterets artikel 21, stk. 1, forbyder forskelsbehandling på grundlag af alder.

Det har imidlertid ikke altid været således, at EU (tidligere EF) ud over traktaterne også havde en række uskrevne grundrettigheder. Disse grundrettigheder er »tilkæmpet« udefra, idet det var den tyske forfatningsdomstol, der herved spillede en afgørende rolle som vogter af de grundlæggende rettigheders betydning. Dette bør haves i erindring, når jeg nedenfor vender tilbage til 1) Mangold, C-144/04, og dens inddragelse af grundlæggende rettigheder, 2) kritikken af Mangold for at sammenrode EU-konform fortolkning med grundlæggende rettigheder og for reelt at indføre en direkte horisontal virkning af direktiver, og 3) forfatningsdomstolens accept af Mangold på trods af de mangler, som denne dom åbenlyst – også efter forfatningsdomstolens opfattelse – lider af.