Man kan måske indvende mod den tilgang, som jeg her redegør for, at det, måske bortset fra tilfælde, hvor der er tale om dissens (se om dette nedenfor), kan være vanskeligt at se, hvad den enkelte dommer præcist har lagt vægt på ved afgørelsen af sagen. Begrundelsen kan således omfatte flere synspunkter, som alle har tilsluttet sig, men hvoraf nogle har vejet tungere end andre. Selv om man ikke af begrundelsen kan se, hvilke synspunkter den enkelte dommer har betonet mest, vil man dog ved opbygningen og formuleringen af præmisserne typisk kunne se, hvad dommerkollegiet har fundet, var afgørende, og hvad der har støttet resultatet uden dog at være helt så tungtvejende.

I 1936 blev der her i landet indført pligt til at offentliggøre dissenser, og i 1958 blev pligten udvidet til at angive navnene på de deltagende dommere, herunder navnene på de dommere, der indgår i et eventuelt flertal og mindretal. ²¹⁹219. Jf. herom hos Børge Dahl og Jens Peter Christensen i Lov Sannhet Rett – Norges Høyesterett 200 år (Tore Schei, Jens Edvin A. Skoghøy og Toril M. Øie, red.), 2015, s. 43 ff., især s. 53. I dag følger dette af retsplejelovens 218, stk. 3. ²²⁰220. Se nærmere om bestemmelsen i Kommenteret retsplejelov (Bernhard Gomard m.fl., red.), 9. udgave, bind I, s. 478 ff. Forekomsten af dissenser svinger lidt fra tid til anden, men ligger på omkring 10-15 % af Højesterets sager.

I de tilfælde, hvor der umiddelbart er forskellige opfattelser blandt de deltagende dommere med hensyn til, hvorledes eller med hvilken begrundelse sagen skal afgøres, vil det blive undersøgt, om de divergerende opfattelser afspejler reelle meningsforskelle, eller om dommerne kan samles om et fælles resultat og en begrundelse. Hvis en dommer f.eks. har voteret under tvivl for et resultat, der ikke deles af flertallet, kan det være, at vedkommende efter at have hørt sine kolleger votere føler sig overbevist om rigtigheden af flertallets opfattelse.

Hvis ikke dommerne kan samles om et fælles resultat og en fælles begrundelse, vil arbejdet med domsskrivningen blive opdelt, således at de dommere, der tegner flertallet, skriver deres begrundelse, mens mindretallet skriver deres egen begrundelse. Flertallet og mindretallet vil alle tilfælde kommentere på begge eller alle begrundelserne med henblik på at sikre, at de konkurrerende synspunkter står klare. Under disse drøftelser, som kan være ganske intense, sker det, at det lykkes for et mindretal af de