IT-IP – om immaterialretlig beskyttelse af it

Professor Palle Bo Madsen, Aarhus Universitet

1. Indledning

Udtrykket »IT« (eller med moderne retskrivning »it«) er en forkortelse for »informationsteknologi«. Denne terminologi har i takt med teknologiens udvikling og stadig større kompleksitet erstattet det tidligere »edb«, der var (og er) en forkortelse for »elektronisk databehandling«.

Den teknologiske/digitale udvikling inden for informationsbehandling i bred forstand medfører både nye muligheder og nye udfordringer. Udviklingen har i så henseende ført til en lang række nye regler, som specifikt sigter på at regulere lovlig udnyttelse af den digitale teknologi, f.eks. i forbindelse med e-databehandling, e-handel, elektronisk betaling, elektronisk kommunikation mv. Samtidig er det i stigende grad blevet bydende nødvendigt for såvel det offentlige som virksomhederne og den enkelte borger at gardere sig mod kriminel anvendelse af teknologien i form af f.eks. hacker-, DDoS- eller phishing-angreb på selve cybersikkerheden eller i form af diverse mere ordinære retskrænkelser udført på eller via internettet og dermed ofte med større skadevirkninger end ellers. 86