Festskrift til Mads Bryde Andersen (1. udg.) Fri adgang
1. udgave - 23. september 2018
Af Henrik Udsen , Jan Schans Christensen , Jesper Lau Hansen , Torsten Iversen og Linda Nielsen
ten«, som er den første samlede fremstilling om den moderne advokatprofession herhjemme.
Herefter kastede Mads sig over pensionsretten, og også inden for dette område har han ydet en imponerende indsats. Området er yderst samfundsrelevant og af stor økonomisk og principiel betydning, og der har været et klart behov for en samlet juridisk fremstilling. Med sædvanlig videnskabelig nysgerrighed og omhu satte Mads sig ind i dette vigtige og komplekse område og udarbejdede den omfattende og grundige bog »Dansk Pensionsret« fra 2013 (2. udgave sammen med Jesper Mark fra 2017), der giver en samlet fremstilling af dansk pensionsret. Bogen danner grundlag for et kandidatfag for de jurastuderende, som Mads har opbygget. Desuden bliver den brugt af praktikere, som også havde stor glæde af det center for pensionsret, som Mads gennem en årrække var leder af.
Aftale- og obligationsretten har altid haft Mads’ særlige interesse og bevågenhed. Betydelige elementer herfra indgik allerede i disputatsen, men med senere monografier inden for både aftale- og obligationsretten har Mads løbende slået sit navn fast som den førende forsker inden for feltet. I 1995 udgav han den banebrydende »Praktisk aftaleret« (senest 4. udg. 2015), som nu indgår som en del af en trilogi om aftaleret, der også tæller titlerne »Grundlæggende aftaleret« (1. udg. 1997, 4. udg. 2013) og »Enkelte transaktioner« (1. udg. 2004, 3. udg. 2016). Helt karakteristisk for Mads har han udgivet disse bøger, fordi han har noget nyt på hjerte. Mads er ikke tilfreds med at gå ad nedtrampede stier, men søger bestandig nye veje. Emnemæssigt. Fremstillingsteknisk. Pædagogisk. Mere traditionel er fremstillingen i det nye obligationsretlige værk, som Mads i 1998 lancerede sammen med kolleger ved Københavns Universitet under titlen »Lærebog i Obligationsret«. Sammen med Joseph Lookofsky leverede Mads det første bind (4. udg. 2015) omhandlende kravene til ydelsen og misligholdelsesbeføjelserne. Selv om fremstillingen fremtræder både traditionel og uprætentiøs, repræsenterer den ikke desto mindre – ikke mindst i pædagogisk henseende – et kvantespring i den obligationsretlige litteratur. Der er i bogen ofret mange kræfter på at udrede principper, redegøre for sammenhænge og forklare bagvedliggende faktorer. Der er tale om en fremstilling, der i meget høj grad søger at bibringe læseren forståelse frem for blot at forsyne ham eller hende med oplysninger.
Ved siden af de nævnte værker, der i dag er skattede klassikere i den juridiske litteratur på deres respektive områder, har Mads offentliggjort