Festskrift til Mads Bryde Andersen (1. udg.) Fri adgang
1. udgave - 23. september 2018
Af Henrik Udsen , Jan Schans Christensen , Jesper Lau Hansen , Torsten Iversen og Linda Nielsen
en lang række artikler, antologibidrag og anmeldelser (nogle baseret på omfattende bedømmelsesarbejde). Han har endvidere været primus motor bag en række fremtrædende antologier, senest bl.a. »Aftaleloven 100 år« (2016) og »The CISG Convention and Domestic Contract Law« (2014). Det er vanskeligt at give en kort karakteristik af Mads’ retsvidenskabelig indsats, men ord som inspiration, nytænkning, originalitet, fantasirigdom, skarpsindighed, belæsthed og overblik trænger sig på. Mads formår som kun meget få at hente inspiration og eksempler fra andre områder, hvilket appellerer til læserens medleven og bidrager til at levendegøre problemerne i højere grad, end det er tilfældet i anden juridisk litteratur.
Ud over det arbejde, der er en naturlig følge af hans professorat i formueret ved Københavns Universitet, har Mads bl.a. påtaget sig at være hovedredaktør for den litterære afdeling af Ugeskrift for Retsvæsen og koordinerende redaktør for ugeskriftets domssamling. Han er endvidere formand for Juridisk Forening i København.
Den interesse, som Mads nærer for juraen, er ikke begrænset til de rent danske forhold, men omfatter retlige spørgsmål på internationalt og EU-plan. Særligt skal nævnes hans arbejde i United Nations Commission on International Trade Law (UNICTRAL) og hans interesse for og deltagelse i det nordiske samarbejde. Dette sidste har bl.a. haft som naturlig konsekvens, at han blev valgt til formand for Den Danske Styrelse for de Nordiske Juristmøder. Hans virke for det nordiske samarbejde er blevet bemærket flere gange, bl.a. blev han i 2005 æresdoktor ved Universitetet i Oslo, og i 2012 blev han æresmedlem af Juridisk Forening i Finland, for senest i 2017 at blive hædret med den store nordiske juristpris, som blev uddelt under de nordiske juristmøder i Helsinki.
Det ville være synd og skam ikke at gøre brug af Mads’ brede viden og erfaring i det praktiske retsliv, og det har da heller ikke skortet på sådanne opgaver. Mads er således en ofte anvendt voldgiftsdommer i danske som internationale voldgiftssager, og han har i årenes løb haft en omfattende responderende virksomhed, ligesom han bl.a. har været og er medlem af flere fondsbestyrelser. Med sin omfattende viden om voldgift har han ikke blot været formand for det danske voldgiftsinstitut, men har også på dette område igangsat en forskningsmæssig opdyrkning af området, bl.a. ved oprettelse af en forskningsgruppe for voldgift, hvis møder frekventeres af både forskere og praktikere.
Af særlig samfundsmæssig betydning er det, at Mads har været formand for så centrale institutioner som Indskydergarantifonden (2008-