Festskrift til Mads Bryde Andersen (1. udg.) Fri adgang

2012) og Finanstilsynet (2014-2016). For garantifondens vedkommende skete det i en periode, hvor den finansielle krise var på sit højeste, og for tilsynets vedkommende blev Mads formand, netop som tilsynets struktur var blevet ændret og en ny bestyrelse oprettet. Det var således en periode, som bl.a. var præget af tilpasninger i lovgivningen med henblik på at undgå eller begrænse skadevirkningerne af fremtidige finansielle kriser, og under Mads fandt bestyrelsen den arbejdsform, som den fortsat følger. Der var tale om poster, som krævede dygtighed og overblik. Også mediebilledet er under forandring i disse år, og Radio- og TV-nævnet har utvivlsomt haft stor glæde af, at Mads var formand for nævnet i perioden fra 2012-2016.

Mads’ bidrag af relevans for samfundet som sådant har imidlertid ikke været begrænset til de hverv og opgaver, som er omtalt ovenfor. Han har tillige deltaget i debatten om aktuelle emner, herunder særligt spørgsmålet om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols såkaldt dynamiske eller retsskabende fortolkningsstil, som han har kritiseret, fordi den fører til en fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der bryder med den fortolkning, som danske domstole ville anlægge. Det er en debat, der også føres andre steder i Europa, og som påvirkede den danske regerings holdning under dets nylige formandskab, hvor en reform af institutionen blev opnået. Debatten fortsætter, og kender man Mads ret, vil han holde et vågent øje med udviklingen også på dette område.

I forordet til disputatsen takker Mads sin vejleder professor, dr.jur. Mogens Koktvedgaard for dennes forståelse for de tanker, der udvikledes sig i projektet og anfører, at uden denne forståelse havde han næppe haft den tillid, »der er nødvendig, når man begiver sig videre ad ubetrådte veje«. Ordene »ad ubetrådte veje« indrammer måske bedre end noget andet Mads’ forfatterskab og virke. Som den korte gennemgang af hans meritter viser, går pionerarbejde inden for nye uopdyrkede retsområder som en rød tråd gennem hans arbejde, men altid med en klar forankring i den klassiske jura. Gennemgangen kan i øvrigt ikke tilnærmelsesvis yde fuld retfærdighed, men giver dog et indtryk af de mange betydelige aftryk, han har sat. I sin anmeldelse af Mads’ disputats (U.1989B.268) slutter Mogens Koktvedgaard af med at udtrykke håb om, at arbejdet bliver indgangen til et stort og frugtbart forfatterskab. Dette håb må siges at være blevet indfriet – og mere til. Ifølge Mads selv arbejder han i dag mindre, end han har gjort tidligere, hvilket vi kan konstatere stadig er en del mere end de fleste andre. Hans produktivitet, intellektuelle nysger-