inden for det nationale råderum efter forordningens art. 6. 201201. L 240, s. 38. Selvom spørgsmålet ikke kan betegnes som afklaret, peger den nævnte praksis fra EU-Domstolen ret klart i retning af, at det ikke er muligt at kriminalisere en behandling af personoplysninger i straffeloven, når den pågældende behandling er lovlig efter forordningen. Dette har dog nok beskeden praktisk betydning. Har informationsbehandlingen en sådan integritetskrænkende karakter, at den er omfattet af en eller flere af gerningsindholdene i straffeloven regler, er det vanskeligt at forestille sig, at forordningen indeholder et hjemmelsgrundlag, der gør behandlingen lovlig efter dette regelsæt.
Det vil også kunne være i strid med EU-retten at indføre regler i straffeloven, som i det væsentlige svarer til forordningens, men som skærper de forpligtelser, der følger af forordningen. Dette vil i realiteten kunne svare til at ændre forordningens bestemmelser. Medmindre straffelovbestemmelsen ligger inden for det ovenfor beskrevne nationale råderum, må en sådan bestemmelse derfor fortolkes således, at den kun har et selvstændigt anvendelsesområde uden for forordningens anvendelsesområde. Den eksisterende straffelov indeholder ikke sådanne bestemmelser, men problemstillingen illustreres af forslaget i L 240 om en ny bestemmelse, hvorefter der i forbindelse med dom for overtrædelse af §§ 264 d, 267 og 268 kan gives pålæg om sletning af en udtalelse, meddelelse eller billede. Bestemmelsen er beslægtet med den ret til sletning, der følger af forordningens art. 17. I sin betænkning udtalte Straffelovrådet om forholdet mellem de to regelsæt:
»Det bemærkes endvidere, at Straffelovrådet er opmærksom på, at bestemmelsen giver anledning til væsentlige EU-retlige spørgsmål, herunder i hvilken form en sådan bestemmelse kan indføres ved siden af databeskyttelsesforordningen. Det kan således give anledning til tvivl, om EU-retten fører til, at der direkte i lovteksten skal henvises til pligten til at slette efter databeskyttelsesforordningen, således at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen (og ikke kun af bemærkninger til et lovforslag), at den – for oplysninger omfattet af forordningen – kun har karakter af håndhævelse og ikke i sig selv fastsætter en forpligtelse til sletning. Straffelovrådet finder, at dette spørgsmål bør overvejes videre af Justitsministeriet, inden der eventuelt fremsættes lovforslag med en sådan bestemmelse om sletning.« 202202. Betænkning 1563/17, s. 194.