sonoplysninger. Uanset om de sprogligt er formuleret anderledes og delvist hviler på andre hensyn end de persondataretlige regler, synes der ikke at være belæg for at undtage dem fra bestemmelsen i § 1, stk. 3. Inden for de to regelsæts fælles anvendelsesområde og inden for det nationale råderum vil reglerne om freds- og ærekrænkelser derfor gå forud for reglerne i databeskyttelsesloven.

I sager, hvor der kan idømmes fængselsstraf efter begge regelsæt, betyder det, at forholdet skal pådømmes og strafniveauet fastsættes efter straffelovens regler. Det kan overvejes, om § 1, stk. 3, kan udstrækkes til situationer, hvor lovudgiver udtrykkeligt har taget stilling til, at der ikke skal straffes efter reglerne om freds- og ærekrænkelser. Fremgår det med tilstrækkelig tydelighed, at lovgiver har taget stilling til, at et forhold ikke skal være strafbart, må princippet i § 1, stk. 3, formentlig føre til, at der heller ikke kan idømmes fængselsstraf efter databeskyttelsesloven. Dette resultat stemmer bedst overens med den lex specialis-tanke, der ligger bag § 1, stk. 3. Det vil eksempelvis indebære, at det ikke er muligt at idømme fængselsstraf efter databeskyttelsesloven for videregivelse af billeder optaget på frit tilgængelige steder, når lovgiver har besluttet, at dette ikke skal medføre straf efter § 264 d som nærmere beskrevet ovenfor.

Også i sager, hvor begge regelsæt vil føre til bødestraf, må udgangspunktet være, at forholdet med hjemmel i § 1, stk. 3, skal pådømmes efter straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser. I disse sager påvirker forordningen imidlertid indirekte forholdet mellem straffeloven og databeskyttelsesloven. Som beskrevet ovenfor er Danmark forpligtet til at indføre et bødesystem, der har samme effekt som det administrative bødesystem efter forordningens art. 83. Dette er gjort med bødehjemlen i databeskyttelsesloven § 41, som derfor har karakter af en art. 83-sanktion. Det fremgår også af forarbejderne, at der skal sikres et bødeniveau, der svarer til de andre EU-landes. Lovens forudsætning er således, at det bødeniveau, der udmønter sig på EU-plan, skal inddrages ved fastsættelsen af bødernes størrelse efter § 41. Uanset § 1, stk. 3, er der næppe grundlag for at antage, at dette ikke skulle gælde for persondatakrænkelser omfattet af reglerne om freds- og ærekrænkelser, og det ville formentlige også være i strid med forudsætningen i forordningen om, at det danske bødesystem skal have samme effekt som og i det hele taget så vidt muligt svare til bødesystemet efter art. 83. Forarbejderne til databeskyttelsesloven forholder sig ikke til spørgsmålet, men samme opfattelse synes lagt til grund af Justitsministeriet i L 240, s. 38, hvor følgende anføres: