aspekter, som den enkelte sag måtte rumme, og uden primært at ville afgøre den konkrete sag.

Man kunne godt ud fra dette ledes til at antage, at Højesteret ikke har følt sig bundet af sine egne afgørelser. Denne slutning ville være forkert. Når det f.eks. i Højesterets første år var forbudt at henvise til tidligere afgørelser, var det ikke, fordi man ikke skulle kunne have tillid til tidligere afgørelser truffet af Højesteret, men fordi den blotte formodning om, at Højesteret skulle tænkes at dømme forskelligt i sager af samme beskaffenhed, måtte anses for fornærmelig. ²¹⁴214. Jf. Thøger Nielsen i Højesteret 1661-1961 (Povl Bagge, Jep Lauesen Frost og Bernt Hjejle, red.), 1961, bind 1, s. 524. Højesteret har med Thøger Nielsens ord, skrevet i anledning af Højesterets 300 års jubilæum, aldrig »følt sig ubetinget afskåret fra at foretage en omvurdering af de synspunkter, der tidligere har været knæsat«, men har på den anden side »igennem alle 300 år ... følt nødvendigheden af ikke at ændre praksis, når det ikke ansås for at være en nødvendig følge af nye og tungere vejende synspunkter«. ²¹⁵215. Jf. Jf. Thøger Nielsen i Højesteret 1661-1961 (Povl Bagge, Jep Lauesen Frost og Bernt Hjejle, red.), 1961, bind 1, s. 524. Dette udtrykker efter min opfattelse fint situationen også i dag. ²¹⁶216. Se tillige diskussionen om præjudikater og præjudikatsvirkning hos Torben Jensen i Højesteret og retsplejen, 1999, s. 392 ff. Forholdene her i landet adskiller sig fra stare decisis- eller adherence to precedent-doktrinen, der kendes fra Anglo-saksisk ret, og som bl.a. er omtalt hos Benjamin N. Cardozo, The nature of the judicial process (New Haven and London, 1949), s. 142 ff. Der er således en almindelig erkendelse af, at man skal kunne indrette sig på Højesterets domme, og i praksis lægges der derfor stor vægt på, at den linje, der tegnes af tidligere afsagte højesteretsdomme, generelt respekteres i senere sager med sammenligneligt faktum og retsgrundlag. Tiden kan dog undertiden være løbet fra gamle domme.