deltagende dommere at overbevise en eller flere kolleger om, at mindretallets synspunkter er de rigtige, og at flertallet således svinger over. Den enkelte dommers tilbøjelighed til at dissentiere afhænger bl.a. af, hvilken holdning man har til betydningen af dissenser, og hvordan man vurderer den vægt, der tillægges disse. I nogle tilfælde vil man i stedet for at afgive dissens kunne se en fordel i at påvirke de fælles præmisser.
Dissenser kan i en vis forstand siges at svække værdien af en dom. Ikke fordi dommens resultat ikke vil blive fulgt af Højesteret i tilsvarende sager fremover, for det vil være det klare udgangspunkt, ligesom tilfældet er med domme, der afsiges uden dissens. Et mindretal vil således, uanset at man ikke er enig i resultatet, følge den linje, der er lagt af flertallet. Resultatet i en dom afgjort med dissens kan imidlertid, afhængig af begrundelsen for dissensen, have en mindre gennemslagskraft, når der skal træffes afgørelse i en senere sag, hvor det måske er usikkert, om situationen helt kan sammenlignes med forholdene i den dom, der blev afsagt med dissens.
I sager, der har politisk bevågenhed, kan en dissens vise, at der kan tænkes forskellige løsninger på det eller de problemer, sagen rejser, og det kan hænde, at lovgiver i lyset af dissensen på kortere eller længere sigt vælger at gennemføre lovgivning, som indebærer, at mindretallets synspunkter vinder gehør.
Et eksempel på dette sidste er den ændring af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, der skete ved lov nr. 610 af 14. juni 2011. Ved dommene U 2010.436 og U 2010.451 fastslog Højesteret (med dissens), at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i arbejdsskadesager, der er omfattet af både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, ophører fra det tidspunkt, hvor skadelidte efter arbejdsskadesikringsloven har krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til denne lovs regler om midlertidig fastsættelse af erhvervsevnetab. Højesterets mindretal var af den opfattelse, at det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen i henhold til den dagældende § 31 i arbejdsskadeloven har truffet en midlertidig afgørelse om løbende erhvervsevnetabserstatning fra en angiven dato, ikke kan sætte en stopper for retten til løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens § 2. Ifølge mindretallet ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste først på det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes varige erhvervsevne. Ved lov nr. 610 af 14. juni 2011 blev erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, på linje med mindretallets opfattelse ændret derhen, at en skadelidts krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste først ophører på det tidspunkt, hvor skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab.
I nogle sager, herunder navnlig hvor betydelige samfundsmæssige hensyn står over for hinanden, kan man argumentere for, at det er hensigtsmæssigt, at en dom er afgjort med dissens, hvor de modstående syns-