tion for flyforsinkelse efter EU-forordning nr. 261/2004. Det samme er f.eks. tilfældet inden for områder, hvor lovgivningen er præget af, at der skal anlægges et skøn under inddragelse af internationale konventioner (f.eks. udvisningssager og andre sager, hvor Den Europæiske Menneskerettighedskonvention spiller en central rolle), hvor der skal anlægges et strafniveau eller tages stilling til anvendelse af betinget dom med samfundstjeneste inden for de enkelte deliktformer, eller hvor praksis er forskellig i Østre og Vestre Landsret.

I visse tilfælde fremstår sagen umiddelbart principiel og er det for så vidt også, men føres af parterne eller en af dem på en sådan måde, at det principielle element ikke kommer til at spille nogen større rolle. I andre tilfælde viser det sig, at en tilsyneladende relativt triviel sag rummer principielle spørgsmål. Dette sidste kan føre til, de advokater, som repræsenterer parterne, ikke har forberedt og lagt sagen op på en sådan måde, at de principielle spørgsmål er blevet fuldt belyst, hvilket kan påvirke udformningen af præmisserne.

Traditionelt har Højesteret været meget tilbageholdende med at fremkomme med obiter dicta i sine domme. Der er antagelig sket en vis opblødning med hensyn til dette, selv om egentlige obiter dicta fortsat er sjældne i Højesteret. Derimod kan der formentlig spores en vis tilbøjelighed til, at der i flere domme end tidligere udtrykkes en regel eller en norm (eventuelt i form af et retligt udgangspunkt), som giver en vis vejledning om, hvordan Højesteret ser på et givet spørgsmål. Det ændrer dog ikke på, at det undertiden bliver anført, at det ville være ønskeligt, om Højesteret i sine domme, navnlig på skønsmæssigt betonede områder, i videre omfang udtrykte sig på en sådan måde, at man kunne udlede en egentlig regel af dommene, f.eks. til gavn for parterne i sammenlignelige eller beslægtede sager.

Det er sædvanligt, at de deltagende dommere i forbindelse med behandlingen af den enkelte sag overvejer, hvilken betydning dommens resultat må antages at få for andre end sagens parter, men det er efter min mening med god grund, at Højesteret er forsigtig med at udtrykke meget håndfaste, dommerskabte regler i sine domme, navnlig når det alene sker med afsæt i en enkelt konkret sag. Også i tilfælde, hvor Højesteret får lejlighed til at tage stilling til flere sager inden for samme problemkreds, kan det være vanskeligt at udtrykke en fast regel til brug for andre sager. Helt bortset fra, at selv sager, der umiddelbart ligner hinanden, ofte viser sig at rumme væsentlige forskelle, træffer de advokater, der præsenterer en sag, en række valg med hensyn til, hvorledes sagen skal præsenteres, herun-