til at få medhold i de pågældende retssager, som imidlertid ikke angik det pengeinstitut, som den aktuelle retssag handlede om. Landsdommerens medvirken i sagerne om fri proces gav ikke i sig selv grundlag for at antage, at hun på forhånd reelt havde taget stilling til spørgsmålet om erstatningsansvar for den tidligere ledelse i banken i den foreliggende sag, idet dette måtte afgøres ud fra en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder.
Palle Bo Madsen har i en artikel om procesbevillinger og habilitet i retsplejen, i Niels Fenger m.fl. (red.): Festskrift til Erik Werlauff (2012) s. 301 ff., behandlet spørgsmålet, om en højesteretsdommer som formand for Procesbevillingsnævnet kan være med til at meddele tredjeinstansbevilling og efterfølgende deltage i sagens behandling i Højesteret. Der nævnes adskillige domme, hvor dette er forekommet.
Dette er ikke tilfældigt. Procesbevillingsnævnets meddelelse af bevilling i civile sager beror alene på sagens principielle karakter og indebærer ikke en forhåndsvurdering af, hvilket udfald sagen bør få i Højesteret. Højesteret har derfor fulgt den praksis, at deltagelse i beslutning om tredjeinstansbevilling i civile sager ikke afskærer den pågældende højesteretsdommer fra at deltage i pådømmelsen af sagen for Højesteret. Af forsigtighedsgrunde deltager den højesteretsdommer, som i Procesbevillingsnævnet har været med til at give tredjeinstansbevilling i en straffesag efter ansøgning fra anklagemyndigheden, derimod ikke i behandlingen af sagen i Højesteret.
Hvor en dommer som medlem af et nævn er med til at træffe en afgørelse, som kan indbringes for domstolene til efterprøvelse, kan dommeren selvsagt ikke deltage i behandlingen af sagen ved domstolene. Normalt følges den forsigtighedspraksis, at en dommer, som er medlem af et nævn, ikke deltager i efterprøvelsen af nævnets sager, hvad enten vedkommende har deltaget i afgørelsen af den pågældende sag eller ej.
I de tilfælde, hvor en dommer er udpeget som suppleant for et dommermedlem af et nævn, men aldrig har været i funktion som sådan, er selve det forhold, at vedkommende er suppleant, ikke i sig selv egnet til at rejse tvivl om vedkommende fuldstændige upartiskhed ved domstolsprøvelse af nævnets sager. Det er således i UfR 2016.685 H fastslået, at to højesteretsdommere, der var suppleanter i Natur- og Miljøklagenævnet, ikke var inhabile i en sag mod nævnet. For at suppleantrollen skal kunne føre til inhabilitet, skal der – som det siges i UfR 2016.685 – foreligge særlige forhold. Dette fandtes at være tilfældet i UfR 2016.217/1 H om den højesteretsdommer, der er suppleant for formanden for Advokatnævnet og aldrig havde været i funktion som sådan eller i øvrigt været inddraget i nævnets arbejde eller anliggender. I sagen var der rejst kritik af Advokatnævnets sagsbehandlingstid og med henvisning hertil argumenteret