Log ind

les interesse i, at tvisten afgøres uden inddragelse af EU-ret. Man kan f.eks. forestille sig, at to virksomheder har indgået en hemmelig aftale om opdeling af et marked i EU, og at der opstår uenighed om fortolkning af et punkt i aftalen, som får parterne til at anmode en voldgiftsret om at fortolke dette punkt og afsige en kendelse herom, der efter parternes vilje skal holdes fortrolig. Skal parterne gennem valget af voldgift i stedet for de egentlige domstole kunne undgå en pådømmelse af konkurrencereglerne og dermed opnå en bindende afgørelse i strid med ufravigelige konkurrenceregler?

En voldgiftsret, der efter de nedenfor i pkt. 3 behandlede kriterier kan forelægge præjudicielt efter TEUF art. 267, må antages at være underlagt de almindelige krav til domstole, som følger af EU-retten. I disse tilfælde anses voldgiftsretten i EU-retlig henseende for en del af medlemsstatens retssystem. En sådan voldgiftsret har derfor givet pligt til at iagttage de almindelige principper om bl.a. EU-rettens forrang og direkte virkning, ligesom den er underlagt det EU-retlige loyalitetsprincip i TEU art. 4, stk. 3. 251 Voldgiftsretten vil derfor være underlagt de samme – begrænsede – krav til af egen drift at inddrage EU-retlige regler som de almindelige domstole. 252

Det er omtvistet, om en voldgiftsret, der ikke har status som en retsinstans i art. 267’s forstand, har en tilsvarende pligt til at inddrage EU-retten af egen drift. Spørgsmålet blev forelagt for EU-Domstolen i Eco Swiss, 253 men EU-Domstolen undlod at bevare det. Spørgsmålet er imidlertid kort besvaret benægtende af generaladvokat Wathelet i dennes forslag til afgørelse i Genentech. 254

Det er nærliggende at antage, at EU-Domstolen vil følge sin generaladvokat. Dog kan der måske være grund til at sondre mellem forskellige