fandt EU-Domstolen, at voldgiftsretten måtte anses for at være en del af det retslige tvistløsningssystem på skatteområdet, der kunne forelægge præjudicielt. 265265. Sag C-377/13, Ascendi Beiras Litoral e Alta, Auto Estradas das Beiras Litoral e Alta, ECLI:EU:C:2014:1754.
Afgørelserne i Merck Canada og Ascendi Beiras Litoral e Alta blev i dele af den juridiske teori udlagt som et – velkomment – skridt i retning af en bredere anerkendelse af voldgiftsretters forelæggelsesadgang. 266266. Paschalis Paschalidis, Arbitral tribunals and preliminary references to the EU Court of Justice, Arbitration International 2017, s. 663 (673 ff.), og Jürgen Basedow, EU Law in International Arbitration: Referrals to the European Court of Justice, Journal of International Arbitration, 2015, s. 367 (384 ff.). Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at sagerne ikke angik »almindelig« privat handelsvoldgift, men derimod særlige af den relevante medlemsstat instituerede tvistløsningssystemer. At dommene ikke skulle tillægges vidererækkende betydning, er efterfølgende blevet bekræftet ved Achmea BV. 267267. Sag C-284/16, Achmea BV, ECLI:EU:C:2018:158.
Sagen angik en såkaldt bilateral investeringstraktat eller »BIT« mellem Nederlandene og Tjekkoslovakiet (nu Den Slovakiske Republik). BIT’ens art. 8 foreskrev, at tvister mellem en af de to kontraherende parter og en investor fra den anden part skulle forelægges for en voldgiftsret, der skulle oprettes for hver enkelt sag på den klassiske måde, hvor hver part udpegede en voldgiftsmand, hvorefter disse to voldgiftsmænd i fællesskab udnævnte en tredje voldgiftsmand til formand for retten. Voldgiftsretten fastsatte sin egen procedure under anvendelse af voldgiftskonventionen vedtaget af United Nations Commission for International Trade Law (UNCITRAL), og den skulle træffe afgørelse på grundlag af retsregler. Sagen angik en nederlandsk investors indsigelse over for Slovakiet i forbindelse med sidstnævntes vedtagelse af ny lovgivning af væsentlig betydning for investoren. Under voldgiftssagen rejste Slovakiet indsigelse om, at voldgiftsretten manglede kompetence. Da voldgiftsretten forkastede den slovakiske indsigelse, indbragte Slovakiet spørgsmålet for de tyske domstole, idet sagen fandt sted i Tyskland. I sidste ende valgte den tyske Bundesgerichthof at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen. EU-Domstolen konstaterede, at en af de væsentlige årsager til eksistensberettigelsen for BIT’ens art. 8 var, at voldgiftsrettens jurisdiktion havde karakter af undtagelse i forhold til jurisdiktionen for domstolene i Nederlandene og Slovakiet. Dette indebar, at voldgiftsretten ikke udgjorde en del af de to landes retsordener i den forstand, at voldgiftsretten gennem statslige foranstaltninger var gjort til en del af staternes retslige tvistløsningssystemer. Voldgiftsretten kunne allerede derfor ikke anses for en retsinstans omfattet af art. 267 TEUF. Det kunne ikke – som ellers foreslået af generaladvokat Wathelet – føre til et andet resultat, at den omhandlede BIT