I U 2016.1558/2 H var et selskab ved en voldgiftskendelse blevet dømt til at betale et andet selskab en erstatning på 20 mio. kr. for misligholdelse af visse forpligtelser i henhold til en distributionsaftale. Under en sag for domstolene påstod det dømte selskab voldgiftskendelsen tilsidesat som ugyldig. Til støtte herfor anførte det for Højesteret bl.a., at voldgiftskendelsen var i strid med dansk ordre public, idet kendelsen håndhævede en distributionsaftale, der angiveligt var i strid med TEUF art. 101. Højesteret anførte, at Eco Swiss-dommen krævede, at anbringender støttet på TEUF art. 101 skulle kunne prøves i samme omfang som anbringender støttet på danske ufravigelige retsgrundsætninger og fremhævede samtidig, at voldgiftslovens § 37, stk. 2, nr. 2, litra b, var tiltænkt et ganske snævert anvendelsesområde. Højesteret bemærkede, at voldgiftsretten selv havde taget stilling til, om distributionsaftalen efter den fortolkning, som voldgiftsretten havde lagt til grund, var i strid med EU-konkurrenceretten, og at det var voldgiftsrettens vurdering, at forpligtelser af denne art ikke var i modstrid med EU-konkurrenceretten. Højesteret efterprøvede reelt ikke, om denne vurdering var korrekt, men nøjedes med at udtale, at der ikke var grundlag for at fastslå, at voldgiftsretten ved denne vurdering »har begået sådanne overordentligt graverende fejl, at voldgiftskendelsen var åbenbart uforenelig med landets retsorden (ordre public).« Betingelserne for at tilsidesætte voldgiftskendelsen som ugyldig var derfor ikke opfyldt.