ke af kurser, møder og uddannelsestilbud, hvorfor den bekymring mange ofte giver udtryk for. De fleste finder som nævnt oven for svaret i bødesanktionsordningen (artikel 83), hvor maksimum i den private sektor er sat til 20 millioner euro eller 4 % af forrige års verdensomsætning, der vælges, såfremt det giver det højeste beløb. Uanset at man i konkurrenceretten kan komme langt højere op, er det et bødeniveau, der gør indtryk på enhver virksomhed. Selvom en bøde er en bøde, kan det ligne et paradigmeskift i forhold til persondataloven, hvor en virksomhed skulle være meget uheldig for en få en bøde på 25.000 kr. I dansk ret er paradigmeskiftet også tydeligt i den offentlige forvaltning, hvor der som noget positivt nyt kan gives bøder, og hvor bøden kan være 16 millioner kr. eller 4 % af myndighedens driftsbevilling med de 16 millioner som maksimum (databeskyttelseslovens § 41, stk. 6). Forordningen indvarsler, at persondatabeskyttelse skal tages alvorligt, og at der er mærkbare konsekvenser forbundet med ikke at gøre det. Dette er årsagen til den paniske stemning, især blandt de mange virksomheder, som ikke har taget persondataloven særligt alvorligt; det er svært at finde en bøde på 25.000 kr. på årsregnskabet!

På en måde er dette lidt tankevækkende. Som det formuleres i forordningen, synes risikoen for straf at virke afskrækkende og som den egentlige grund til, at de persondataretlige regler bliver overholdt, frem for en accept af databeskyttelse som en værdi. Det er dog i almindelighed velkendt, at straf ikke har præventiv effekt, i det omfang man skulle tro. Straf er ikke noget universalmiddel og afholder langt fra altid personer fra at begå ulovlige handlinger. Det gælder også i forhold til adfærd, som enhver ved er strafbar. Selv drab sker, uanset at det medfører den højeste straf, og det gælder også i lande, som anvender den ultimative straf, dødsstraf, som vi for længst har afskaffet. I mange tilfælde er det ikke åbenbart, at en bestemt persondatabehandling er strafbar, idet den fastsatte forpligtelse ikke lader sig beskrive fuldt ud, men alligevel synes truslen om store bøder at virke præventivt. Dette er naturligvis kun en formodning, da forordningen ikke har fungeret særligt længe endnu, og ligeledes findes der ikke regler, som aldrig bliver overtrådt. Det er dog åbenbart, at det er bødetruslen, der har skabt den store opmærksomhed, og samtidig, for at vende tilbage til hovedsporet, er det denne del af forordningen, som skærper interessen for, om der er beskrivelsesproblemer eller tomme huller, som retssikkerhedsmæssigt bliver accentueret. I en strafferetlig terminologi er spørgsmålet, om det persondataretlige gerningsindhold er tilstrækkeligt tydeligt.