version anvendes termen »medling«. I de engelske og tyske versioner er anvendt »mediation«. Det er en stor fordel, at der i definitionen lægges vægt på realiteten, snarere end hvordan parterne – måske mere eller mindre tilfældigt – har benævnt eller omtalt processen. Betydelig tvivl om direktivets anvendelsesområde undgås herved. Her i landet kan begreberne »mediation« og »mægling« (som er den traditionelle danske oversættelse af det engelske ord »mediation«), nemlig give parterne i en sag anledning til uens associationer, hvad angår mæglerens/mediatorens rolle. Er der i en tvistløsningsaftale indsat et vilkår om, at parterne skal søge tvisten løst ved brug af mediation, vil mange danske jurister formodentlig forstå dette som om, at parterne har aftalt at søge tvisten løst via en proces, hvor mediatoren som udgangspunkt er facilliterende og ikke har kompetence til at fremkomme med forligsforslag og give sin mening om parternes argumenter og stridspunkter til kende. Har parterne derimod indgået en aftale om mægling, vil mange danske jurister have en forventning om, at mægleren ikke afholder sig fra at fremkomme med forligsforslag mv. undervejs.

Direktivets fleksible tilgang til, hvad der forstås ved mediation synes også at tilgodese det praktiske forhold, at parternes ønsker om den anvendte tvistløsningsmetode og mediatorens rolle nogle gange ændrer sig i takt med, at sagen skrider frem. Det kan fx fremgå af parternes tvistløsningsaftale, at tvisten skal løses ved brug af mediation, og at mediatoren ikke har kompetence til at fremkomme med forligsforslag. Undervejs ændrer parterne mening og ønsker så alligevel, at mediatoren – eventuelt kun for særligt afgrænsede dele af tvisten – tillægges kompetence til at fremkomme med sådanne forslag. Et forløb, hvor mediatorens rolle (og dermed de anvendte tvistløsningsmetoder) i fuld forståelse med parterne skifter karakter, ses ikke-sjældent i kommercielle sager, hvor parterne har været i stand til at løse de væsentligste bestanddele af deres udeståender, men hvor parterne ikke kan forlige de sidste »hjørner« af tvisten.

Ikke alle mediatorer vil være indforstået med at imødekomme parternes fælles ønske om, at mediatorens rolle skifter karakter som anført. Nogle mediatorer mener, at rolleskiftet kan bidrage til at undergrave hans eller hendes troværdighed. Baggrunden kan også være, at mediatoren mener, at vedkommende ikke har de fornødne kvalifikationer til at bruge andre tvistløsningsmetoder end dem, som parterne oprindeligt havde aftalt. For at undgå sådanne scenarier, bør parterne allerede ved udpegningen af mediatoren få afklaret, hvorvidt mediatoren i givet fald kan acceptere at indtage en mere evaluerende rolle under mediationen.