ke, at de advokatetiske regler, pkt. 12.3, har medtaget følgende (oplagte) eksempel herpå:
»En advokat må ikke virke som voldgiftsdommer, mæglingsmand eller mediator for flere parter, hvis han tidligere som partsrepræsentant har bistået nogen af parterne i forhold, der har forbindelse med tvisten. En advokat må ikke efter at have virket som voldgifts-, mæglingsmand eller mediator bistå nogen af parterne som partsrepræsentant om forhold, der har forbindelse med sagen.«
Mediatoren er i kommercielle sager normalt en jurist med forretningsmæssig indsigt.
Efter de fleste tvistløsningsinstitutioners regler kan parterne i fællesskab bestemme, hvem der skal udpeges som mediator. Som alternativ hertil kan parterne evt. aftale, at parterne i fællesskab anmoder instituttet om at udarbejde en liste med navnene på 3-5 potentielle mediatorer. Parterne kan herefter i fællesskab udpege en mediator blandt navnene på listen. Såfremt parterne ikke er i stand til at blive enige om et fælles forslag, er det hovedreglen, at instituttet udpeger mediatoren. En sådan fremgangsmåde sikrer, at parterne kan trække på det pågældende instituts ekspertise og kendskab til kvalificerede mediatorer og samtidig bevare indflydelsen på, hvem der udpeges som mediator i sagen. Et andet alternativ kan være, at hver part udarbejder en liste med navnene på 3-5 potentielle mediatorer i prioriteret rækkefølge. Listerne sendes så til instituttet, som er instrueret om at udpege den højst prioriterede kandidat, som figurer på begge lister.
Ud over krav om mediatorens uafhængighed og upartiskhed samt eventuelle øvrige kvalifikationskrav, som måtte være aftalt mellem parterne, bør parterne desuden inddrage en række øvrige forhold i de nærmere overvejelser om, hvem der skal udpeges.
Det drejer sig fx om den potentielle mediators nationalitet, sprogkundskaber, kendskab til parternes kulturelle forhold samt den pågældendes kvalifikationer og erfaringer i øvrigt.
Af hensyn til processens effektivitet bør der endvidere lægges vægt på, om mediatoren er tilgængelig, dvs. har tid til at tage sig af sagen inden for det tidsrum, parterne ønsker, og i øvrigt har viljen til at gennemføre sagen i overensstemmelse med parternes ønsker.
En anden stor fordel er, hvis mediatoren har forretningsforståelse og meget gerne kendskab til det forretningsområde, som tvisten vedrører. Herved undgås, at parterne spilder tid på at skulle sætte mediatoren ind i selv basale faktuelle elementer i sagen.