Med fare for at angive det åbenlyse bør der også skeles til potentielle mediatorers personlige egenskaber. Mediatorens opgave er nemlig langt fra kun at formidle oplysninger om det beløb, som parterne kunne tænkes at være villige til at forlige sagen på. Mediatoren bør kunne tænke kreativt med hensyn til, hvordan han eller hun skal udfylde sin rolle i sagen, men også med tanke på at kunne frigøre sig fra og ændre sin oprindelige tilgang, hvis sagens udvikling tilsiger dette. En god mediator er i stand til hele tiden at bevare et »friskt perspektiv« på sagen, at hvile i sig selv og udstråle ro samt at indgyde parterne tillid til, at det nok skal lykkes at finde en god løsning på tvisten, er venligt insisterende, afvæbnende, sådan at »luften tages ud« af de anspændte situationer, som ofte opstår, er god til at skabe den rette atmosfære, god til at lytte, herunder give parterne plads til at redegøre for deres respektive syn på sagen.

Alt dette kræver som minimum, at mediatoren har sat sig grundigt ind i sagen og møder velforberedt op til mediationen.

Det er også en fordel, hvis mediatoren har god »mødekondition«. Selvom det er almindeligt, at parterne afstemmer en tidsplan forud for mødet, er realiteten ofte den, at der kun gøres begrænsede fremskridt i det aftalte tidsrum, og at mediationen fortsætter ud over det aftalte sluttidspunkt, og endda at positive resultater først opnås i en sen nattetime.

Det fremgår af mediationsdirektivets artikel 3, litra b, at mediatoren skal kunne forestå mediationen på »kompetent vis«. Det fremgår endvidere, at direktivets artikel 4, at medlemslandene skal arbejde for at sikre kvaliteten af mæglingen. Det skal bl.a. ske ved at der stilles grund- og videreuddannelsesmuligheder til rådighed for mediatorerne.

Herved opstår det spørgsmål, om det efter loven bør være en betingelse for at kunne virke som mediator, at mediatoren har en relevant uddannelse (eller andre kvalifikationer), som kan bidrage til at sikre, at mediationen gennemføres på kompetent vis?

Kun den, der har bestået juridisk kandidateksamen, kan beskikkes som dommer ved de almindelige domstole. For voldgiftsdommere findes ingen sådanne krav, idet det dog ved nogle institutter ligeledes kræves, at voldgiftsrettens formand (eller en enevoldgiftsdommer) skal være jurist.

Da mediation er frivilligt og pga. den udstrakte partsautonomi på området og da mediatoren ikke – i modsætning til en dommer eller en voldgiftsdommer – er ansvarlig for at træffe en juridisk bindende afgørelse i parternes tvist, forekommer det ikke nærliggende at stille krav om, at parterne kun må udpege mediatorer fra en pulje af personer, som har en bestemt uddannelse, tilhører en bestemt profession, er »certificeret« som