I Hascher, European Convention on International Commercial Arbitration 1961, Commentary, 348 anføres med henvisning til konventionens forarbejder følgende: 349

»The report of the Special Meeting of Plenipotentiaries indicates that these terms should be given the following meaning: (i) a presiding arbitrator is an arbitrator who chairs an arbitral tribunal composed of an odd number of arbitrators, (ii) an umpire is an arbitrator who acts as sole arbitrator when the two arbitrators nominated by the parties disagree, (iii) a referee is an arbitrator who casts the decisive vote between the two appointed arbitrators, but is bound to adopt one of the opinions.«

Med henvisning til begrebsdannelsen i Geneve konventionen er en »referee« derfor som udgangspunkt en voldgiftsdommer, der slutter sig til voldgiftsretten på et senere tidspunkt i voldgiftsprocessen og derpå sammen med de partsudpegede voldgiftsdommere afgør sagen. En referee træder ikke i stedet for de partsudpegede voldgiftsdommere, men tiltræder dommerkollegiet som en slags »tie-breaker«.

Fordelene ved en »referee«-løsning kan siges at være af omkostningsmæssig karakter, idet alene to voldgiftsdommere skal beskæftige sig med sagen, medmindre de bliver uenige. Hvis udpegningen af en referee udskydes til kort før en mundtlig forhandling, kan endvidere større fleksibilitet opnås, idet en kandidat til posten som referee, som ikke kan deltage på det berammede tidspunkt, eventuelt kan fravælges til fordel for en anden kandidat, der kan være til stede. 350 De omkostningsmæssige fordele er dog nok begrænsede.

En referee træder i funktion, såfremt og når der opstår uenighed mellem de partsudpegede voldgiftsdommere. Det kan overvejes, om der skal foreligge en vis kvalificeret uenighed mellem de partsudpegede voldgiftsdommere, eller om enhver (måske nok så triviel), f.eks. proceduremæssig, uenighed udløser pligt til at inddrage referee i sagsbehandlingen. Det sidste må antages at være tilfældet, idet der i modsat fald kunne forekomme tilfælde, hvor voldgiftssagen går i stå, uden at der er mulighed for at gennemtvinge dens videreførelse, således at parterne – efter en vis tid – kan træde tilbage fra voldgiftsaftalen og i stedet søge tvisten af-