edition of this work, the species will be extinct«. Men der findes også tilhængere af mulighed for en umpire-struktur, jf. f.eks. Harris, Planterose & Tecks: The Arbitration Act 1996 – A Commentary (5.udg, 2014) s. 126, hvor modellen forsvares med »its retention is consonant with the aim of encouraging the widest possible means of resolving disputes«.

Fra litteraturen om international voldgift kan henvises til Blackaby and Partasides: Redfern and Hunter on International Arbitraion (6.udg, 2015) para 2.77, hvor det anføres, at »(t)he system of appointing only two arbitrators, with an »umpire« or »referee« to adjudicate between them if they cannot agree, may be appropriate within a defined trade or commodity association, but is impracticable for the generality of international arbitrations« uden at det dog nærmere angives, hvori den manglende praktikabilitet efter forfatternes opfattelse består. Det er ikke ganske klart hvad vendingen »between them« indebærer. Som nævnt er den engelske model – og også dansk ret, jf. tidligere retspraksis – baseret på en antagelse om, at umpire erstatter de to partsudpegede voldgiftsdommere og afgøre sagen som enevoldgiftsdommer. Mindre kategorisk er Born: International Commercial Arbitration (2. udg., 2014), der s. 1673 med henvisning til et enkelt område indenfor råvarehandlen udtaler, at »there is evidence that the umpire system has worked reasonably well, at least in some circumstances ...«.

Imidlertid er umpire modellen for mange en fremmed fugl, hvilket afspejles i praksis. Se f.eks. fra norsk voldgiftspraksis ND-1990-340 om en skibsbygningskontrakt mellem et norsk værft og en irsk fiskerivirksomhed. Kontrakten var på engelsk, og voldgiftsklausulen indebar, at der skulle udpeges tre voldgiftsdommere, hvoraf den ene skulle være »umpire«. I kendelsen anførtes imidlertid, at den ene af de tre udpegede voldgiftsdommere var »formann« uden at det nærmere af kendelsen kan ses, om parterne havde fraveget umpire strukturen eller ej, eller om parterne (eller voldgiftsdommerne) blot har anset umpire og formand for synonyme begreber eller slet ikke overvejet sig problemstillingen. Det fremgår af kendelsen, at voldgiftsrettens konklusioner var enstemmige, hvilket i tilfælde af en engelsk umpire struktur jo ville bevirke, at den udpegede umpire slet ikke skulle træde i funktion.

En umpire er ikke bundet af de partsudpegede voldgiftsdommeres synspunkter, og de udgør ikke rammen for opmandens virke. Denne manglende binding er allerede fremhævet af Hjejle: Frivillig Voldgift (1947), s. 111, hvor Hjejle anførte, at såfremt der er tale en udpegning af en ny dommer til erstatning for de partsudpegede dommere og ikke en referee, »er der begrebsmæssigt ingen Grund til at binde hans Afgørelse til de af