I lyset heraf kan det undre, at netop advokatprofessionen er underlagt særligt strenge regler om interessekonflikter sammenlignet med disse andre professioner. Forklaringen ligger i det såkaldte informationshensyn, som vil blive forklaret i det følgende.

Advokaten tilegner sig viden om sin klient. Denne viden kan vedrøre klientens strategier, arbejdsgange og målsætninger, og den kan også vedrøre mere følsomme oplysninger. Kommercielle sager kan involvere værdifulde erhvervshemmeligheder, og ikke-kommercielle sager om skat, familieret o. lign. kan involvere personoplysninger om klientens indkomst, helbred, familierelationer og andre private forhold. Uanset om oplysningerne er følsomme eller ej, kan advokatens viden om klienten blive værdifuld for advokaten, hvis advokaten på et senere tidspunkt står i et modsætningsforhold til klienten og dermed kan benytte sin viden om klienten mod klienten.

Det er vigtigt for samfundets sammenhængskraft, at enhver samfundsborger, herunder både den private og den erhvervsdrivende, kan betro sig til en advokat uden frygt for, at advokaten efterfølgende benytter sin information om den pågældende borger til denne borgers ulempe. 379 Advokaten er underlagt tavshedspligt efter straffelovens § 152, jf. retsplejelovens § 129, og generalklausulen om god advokatskik i retsplejelovens § 126. 380 Tavshedspligten imødegår advokatens forsætlige videregivelse og udnyttelse af oplysninger om sin klient, men den imødegår ikke den skjulte, uagtsomme eller ubevidste benyttelse af oplysninger om klienten. 381

Det er umuligt at kontrollere, om advokaten rent faktisk benytter sin viden om klienten til skade for klienten. Selv advokaten vil ikke nødvendigvis være i stand til at kontrollere dette. Derfor er der behov for at forhindre advokaten i overhovedet at blive fristet til at udnytte sin viden om klienten på denne måde. Reglerne om advokatens interessekonflikter imødekommer behovet ved at afskære advokaten fra de relationer, der kan friste advokaten til at udnytte sin viden om klienten mod klienten. 382 De indbefatter derfor en såkaldt appearance-norm, jf. nærmere herom i afsnit 6 nedenfor.