de, som nødvendighed opfattes på i den juridiske sammenhæng, idet begrebet her forstås som en fordring om proportionalitet. Der skal således være et rimeligt forhold mellem formålet og behandlingen. Der skal i eksemplet være en acceptabel forbindelse mellem myndighedsudøvelse og anvendelse af bestemte persondata, hvilket medfører en betydelig mindre restriktiv persondataret.
Denne anden, og gældende, forståelse af disse persondataretlige regler opstår ved anvendelsen af andre retskilder end reglen. Dette kunne i EU-retten være præamblen, men selvom denne er særdeles ordrig, giver den ikke nogen rettesnor i denne sammenhæng. Det er dermed i første række datatilsynspraksis, Artikel 29-gruppe-udtalelser, og EU-Domstolens praksis, der varetager den uddybende funktion. Man kan sige, at dette sammenrend af retskilder, der har forskellig status og betydning, klargør den retlige standards indhold og her viser, at nødvendighed er proportionalitet. 1010. Se i relation til persondataloven i det hele Charlotte Bagger Tranberg: Nødvendig behandling af personoplysninger (København 2007). For så vidt angår retskildeanvendelsen er dette ikke noget specielt, da retskilderne er et spindelvæv, der er tæt forbundet, og hvor den ene retskilde kan hive sig selv og andre kilder op til den norm, der slutteligt bliver dannet. I det anvendte eksempel er der næppe tvivl om, at persondataretten bliver mere realistisk i forhold til samfundsmæssige behov ved at lægge vægten på proportionalitet. Dette fjerner dog ikke fuldt ud forståelsesproblemet.
Utilgængeligheden mindskes via de supplerende retskilder, men den forsvinder ikke umiddelbart, fordi også proportionalitet er en åben norm, der ikke uden videre er gennemskuelig. Afhængigheden af de andre retskilder er opretholdt, og det er kun via retlig praksis, at det klargøres, hvorledes den enkelte regel skal anvendes. Igen er dette ikke usædvanligt, når gældende ret søges, og det hele kunne for så vidt være sat på spidsen med en konstatering, at gældende ret i det hele repræsenterer et beskrivelsesproblem. Hvis den vej følges, bliver der for så vidt ikke noget selvstændigt budskab i denne måde at betragte regler eller retlige konstruktioner, fordi de blot er som retten er. Denne, vil nogen måske sige radikale, andre måske banale, indfaldsvinkel genoptages senere.
I første omgang kan det mere jordnært konstateres, at mange af de regler, der udgør persondatarettens kerne, benytter en formidlingsform, der gør dem meget juridisk indforståede, og som gør beskyttelsesniveauet fjernt og svært gennemtrængeligt. Dette niveau er ligeledes langt fra det