karakter bedømte risikoen«. 397397. U 1998.1105/2 H, s. 1108-1109. Per Walsøe forudsætter tilsyneladende ganske rigtigt, at appearance-vurderingen skal foretages fra en rationel og oplyst iagttagers synsvinkel.
Flertallets afgørelse og Højesterets senere identifikationsafgørelser indikerer dog, at appearance-vurderingen skal foretages fra en anden iagttagers synsvinkel. Denne iagttager bemærker kontorfællesskabets navn, som de to advokater deler. Heraf udleder iagttageren, at den ene advokats information om sine tidligere klienter kan være tilgængelig for den anden advokat. Iagttageren foretager sig ikke yderligere, men udvikler på denne baggrund mistillid til advokaten og advokatstanden. Iagttagerens mistillid bygger altså på en forkert opfattelse af forholdene i sagen.
Nogle borgere kan tænkes at reagere som i eksemplet ovenfor, og det vil teknisk set aldrig kunne »afvises, at der hos en nuværende eller tidligere klient kan opstå frygt for« informationsdeling mellem mennesker, som objektivt set ikke kan dele information med hinanden. Hos sådanne klienter vil der dog også kunne opstå frygt for alle mulige andre urealistiske scenarier. Hvis ethvert element af mistillid til advokatstanden hos sådanne klienter skulle forhindres, ville de fleste advokater være notorisk inhabile. Dette har aldrig været formålet med generalklausulen om god advokatskik.
Rettes blikket ud over Danmarks grænser, kan den danske praksis om identifikationsvirkningen fremstå vidtrækkende. Efter engelsk og amerikansk advokatret er identifikationsvirkningen en formodningsregel, som advokatfirmaet kan fravige gennem konkrete tiltag. 398398. Hollander og Salzedo (2011), s. 154; Rhode et al. (2013), s. 607-608. De danske regler om advokaters interessekonflikter har ikke til formål at ligge på linje med de engelske og amerikanske regler herom, men der kan hentes inspiration i disse retssystemer og deres praksis om identifikation.
I den engelske Bolkiah-dom blev formodningsreglen fraveget. I præmisserne anførte Lord Millett om formodningsreglen, at »the court should intervene unless it is satisfied that there is no risk of disclosure«. Han uddybede, at »the risk must be a real one, and not merely fanciful or theoretical«. 399399. Bolkiah mod KPMG (A Firm) (1998). Der gælder en lignende formodningsregel efter amerikansk ret. 400400. Patrick Kirk mod First American (2010), s. 807-808 (sagsøgeren havde gjordt gældende, at »there should be an irrebuttable presumption of imputed knowledge and automatic disqualification«, men retten bemærkede hertil, at »preservation of the public trust is ... just one of the many policy interests which must be balanced by a trial court considering a disqualification motion«).