teknologiske niveau, som det i mange tilfælde skal indramme. Kompleksiteten er høj og selvom dette ikke er overraskende for retlig regulering i almindelighed er det alligevel værd at fremhæve i forhold til en regulering, der som sit primære formål har beskyttelsen af det enkelte individ. Selvom det er den dataansvarlige og ikke den enkelte borger, der spiller hovedrollen, er det den enkeltes interesse, som under et generelt perspektiv betinger reguleringen. Formidlingsegnede og forståelige regler bør derfor være et mål i sig selv.

Forordningen tager for så vidt ikke særlig hensyn hertil, men er dog opmærksom på problemstillingen i relation til de rettigheder, som forordningen fastslår, og ligeledes i henseende til muligheden for at legitimere en behandling via et samtykke. Det er som noget nyt for rettighedernes vedkommende i artikel 12 bestemt, at der skal kommunikeres i et dagligdags sprog, som kan forstås af enhver. Den registrerede skal således, når de enkelte rettigheder anvendes, kunne forstå den dataansvarliges kommunikation. Dette har specielt betydning i forhold til oplysningspligten i artikel 13 og 14, eftersom denne rettighed aktualiseres over enhver uden at en anmodning herom er nødvendig. Disse bestemmelser angiver en række informationer, der skal gives, og de skal således kunne forstås. Dette er væsentligt, fordi oplysningspligten er det middel, der skal sikre, at persondatabehandlingen er transparent. Det er i dag på ingen måde sandsynligt, at denne information bliver læst af de fleste, men den skal alligevel kunne tilegnes af »det almindelige menneske«. Det må ikke være således, at grundtrækkene ved persondatabehandlingen repræsenterer et tilgængelighedsproblem, der ikke kan opklares. Dette er i realiteten et uopnåeligt mål, men man må være realistisk og kræve det umulige, fordi en bedre kommunikation vil bringe persondatabehandlingen lidt nærmere dette mål.

I denne forbindelse kan det have betydning, at forpligtelsen til kommunikation i dagligdags sprog er sanktioneret, således at brug af et uegnet sprog kan medføre en bøde. Overtrædelse af artikel 12 er omfattet af artikel 83(5b), hvilket indebærer, at det højeste bødeniveau finder anvendelse. Det er for så vidt positivt, men spørgsmålet om det i virkeligheden har nogen betydning, at der kan anvendes bøde. Det er uhyre vanskeligt at fastslå, at en sproglig udformning ikke lever op til de fastsatte krav i et sådant omfang, at der bør ske en sanktionering. Det er ligeledes svært at sandsynliggøre, at den dataansvarlige bevidst har udformet sin information på en sådan måde, at den ikke kan forstås af de registrerede. Det er derfor nok kun i den situation, hvor den dataansvarlige ikke har fulgt et