stem’ ligger det jo dog fast, at EU-retten er lukket indenfor i national ret på den måde, som landets forfatning tillader, og at modtagelsen (»reciperingen«) af EU-retten skal ske inden for disse rammer.

Det har derfor hver gang været konklusionen i diskussionerne, at en direkte horisontal virkning ikke kan indtræde i ’det retstomme rum’, dvs. på et område, hvor der er et juridisk vakuum; i så fald ville man tillægge en direktivbestemmelse direkte virkning som grundlag for at pålægge en privat part pligter, og dette er og bliver uantageligt.

Derimod kan direkte horisontal virkning indtræde, hvis der i national ret blot findes nogen som helst juridisk »materie«, som direktivbestemmelsen kan indvirke på, og som har – selv en fjernere – relation til det emne, der dækkes af direktivbestemmelsen.

Den private, der tænkes pålagt en pligt, er således ikke beskyttet mod enhver form for ’overraskelse’ med hensyn til retstilstanden på området. Som det bemærkes af den tyske forfatningsdomstol i den dom af 6. juli 2010 (2661/06), der skal omtales nærmere nedenfor, må borgere og virksomheder i dag være indstillet på, at der kan blive indlæst et andet indhold i fx en national lovregel, end hvad man umiddelbart kan læse af den, enten fordi den omfortolkes for at sikre EU-konform fortolkning, eller – måske lidt hyppigere forekommende i Tyskland end i Danmark – fordi den kendes helt eller delvis ugyldig som grundlovsstridig.

Det ses både i Marleasing, C-106/89, i Pfeiffer, C-397-401/01, og i Dominguez, C-282/10, at det i denne forbindelse er national ret i dens helhed, der skal inddrages af den nationale dommer for at konstatere, om der er mulighed for EU-konform fortolkning. I Marleasing nyttede det derfor ikke noget, at man alene søgte i den spanske aktieselskabslov for at finde frem til, om direktivets regel om et selskabs ugyldighed kunne indfortolkes i national ret på det horisontale plan; der skulle eksempelvis også søges i de langt mere generelt formulerede regler i den langt ældre spanske civillovbog. Det udtrykkes således i Pfeiffer, at man ikke kun skal lede i de nationale bestemmelser, der lige netop implementerer den relevante direktivbestemmelse; man skal søge i al national ret.

Også i Skov Æg mod Bilka, C-402/03, blev der af EU-Domstolen forlangt – og af Højesteret foretaget – en EU-konform fortolkning af national (dansk) ret på det horisontale plan mellem privat og privat. Her kom man samtidig ganske langt med hensyn til at fortolke en dansk lovregel mod dens ordlyd (»contra legem«), idet man ganske enkelt måtte bortfortolke centrale dele af den daværende § 10 i produktansvarsloven og dermed tilsidesætte bestemmelsen i § 10 om, at Bilka som mellemhandler skulle