Den nævnte »tilkæmpelse« kan kort gengives således, at EF-Domstolen først gennem nogle historiske afgørelser fastslog et princip om fællesskabsrettens forrang for national ret i situationer, hvor fællesskabsretten har direkte virkning, jf. van Gend en Loos, 26/62, Costa mod ENEL, 6/64, og Simmenthal, 106/77.
Den tyske forfatningsdomstol nærede imidlertid betænkelighed ved at anerkende EF-rettens forrang i national (tysk) ret, hvis ikke man samtidig kunne være sikker på, at EF-retten også iagttog grundrettighederne (og herved gav disse nogenlunde samme kvalitet, som de har i tysk ret).
Forfatningsdomstolen kædede derfor sin accept af forrangsprincippet sammen med EF’s respekt for grundrettighederne ved i en dom at udtale, at så længe (solange ...) EF-Domstolen ikke udtrykkeligt anerkendte de grundlæggende rettigheder som en bestanddel af den primære fællesskabsret (dvs. ikke blot de mere »kommercielle« grundlæggende rettigheder i traktaten i form af etableringsfrihed, tjenesteydelsesfrihed, kapitalens bevægelighed etc.) – så længe ville forfatningsdomstolen heller ikke udtrykkeligt anerkende forrangsprincippet.
Forfatningsdomstolens første afgørelse herom blev afsagt den 29. maj 1974 og betegnes fortsat som Solange-dommen (senere ofte: Solange I-dommen, fordi der tilkom en Solange II-dom, jf. straks nedenfor). 480480. Jf. Hans-Werner Rengeling: Grundrechtsschutz in der Europäischen Gemeinschaft, og Erik Werlauff: Europæiske menneskerettigheder, 2. udgave.
På denne baggrund fastslog EF-Domstolen herefter i Hauer, 44/79 (særligt præmis 15), at grundrettighederne hører til de almindelige retsgrundsætninger, som EF’s retsorden skal beskytte. Herved skal EF-Domstolen lægge de forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne til grund. Afgørelsen blev fulgt op af en lang række lignende afgørelser.
Herefter accepterede forfatningsdomstolen forrangsprincippet, og afgørelsen herom, der blev afsagt den 22. oktober 1986, betegnes som Solange II-dommen, af flere forfattere dog også betegnet Mittlerweile-dommen (underforstået, at i mellemtiden har EF-Domstolen anerkendt de grundlæggende rettigheder, og derfor anerkendte forfatningsdomstolen også forrangsprincippet).
EU-Domstolens anvendelse af grundrettighederne fik dele af retslitteraturen til at efterlyse en Solange III-dom med tilbagevenden til Solange I-situationen, dvs. litteraturen efterlyste nogle bemærkninger fra forfatningsdomstolen om dennes fortsatte ’opsyn’ med grundrettighederne i EU-retten.