Dette ønske i litteraturen om, at der blev trukket grænser med hensyn til EU-Domstolen, anser mange tyske forfattere for at være blevet opfyldt med forfatningsdomstolens dom med godkendelse af Tysklands tiltrædelse af Unionstraktaten. ⁴⁸¹481. Dommen er blandt andet gengivet i Europäische Zeitschrift für Wirtschaftsrecht (EuZW) 1993 s. 667 BverfG. Den danske realitetsafgørelse i spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse, UfR 1998.800 H, synes på flere punkter at være stærkt inspireret af den tyske afgørelse, herunder med en principiel fremhævelse af også Højesterets vilje til at »sige fra«, hvis rammerne for suverænitetsafgivelsen til EU måtte blive overskredet. ⁴⁸²482. Jf. Claus Haagen Jensen i Advokatsamfundets festskrift i anledning af grundlovens 150 års jubilæum s. 25 ff.

Den danske dom om Unionstraktaten føjer sig logisk ind i et mønster, der tegnes 1) allerede af Justitsministeriets bemærkninger i forbindelse med Danmarks indtræden i EF om Danmarks anerkendelse af de fælles forfatningsmæssige traditioner som retskilde på traktatniveau, 2) at Danmark således gennem årtier har anerkendt og anvendt både forrangsprincippet og de uskrevne grundlæggende rettigheder i EF, senere EU, 3) at Højesteret i dommen i Unionssagen fastslår, at EU-Domstolens »retsskabende virksomhed« inden for traktatens rammer er forenelig med Grundlovens § 20, og 4) Justitsministeriets udsagn i et senere notat af 11. maj 2009 (s. 21 f.) om, at hverken EU-Domstolens retsskabende virkomhed inden for traktatens rammer eller forrangsprincippet udgør noget »grundlovsproblem«. – Også her er Danmark, således som det vil ses nedenfor under den mere udførlige omtale af den tyske forfatningsdomstols dom af 6. juli 2010 (2661/06) med analyse af Mangold, på linje med forfatningsdomstolens opfattelse.

Nu kommer så nemlig Mangold, C-144/04 (blandt andet præmis 74), ind på scenen og skaber røre i blandt andet den europæiske retslitteratur. Dommen udtaler, at der eksisterer et almindeligt EU-retligt princip om forbud mod alderskrimination, at princippet gælder på traktatniveau, at princippet derfor har direkte virkning, og at princippet også gælder, selv om det i sagen omstridte direktiv om tidsbegrænset ansættelse endnu ikke var implementeret.

Kritikken mod Mangold er temmelig udstrakt og skal kun ganske sammenfattende gengives her: Domstolen har reelt ophøjet en direktivre-