regående instanser afviste en direkte anvendelse af direktivet som grundlag for at skabe pligt for arbejdsgiveren. Den tyske arbejdsret kom som 3. instans til det modsatte resultat og tilsidesatte tidsbegrænsningen i ansættelsesaftalen. Arbejdsretten henviste herved til Mangold. Forfatningsdomstolen godkendte dette og afviste dermed arbejdsgiverens forfatningsklage.

Efter arbejdsrettens dom afsagde EU-Domstolen Palacios, C-411/05, Bartsch, C-427/06, og Kücükdeveci, C-555/07, og forfatningsdomstolen noterer sig (pr. 32), at EU-Domstolen i Kücükdeveci bekræftede Mangold i henseende til eksistensen af en almindelig EU-grundsætning om forbud mod aldersdiskrimination.

Arbejdsgiveren gjorde over for forfatningsdomstolen gældende (pr. 39), at Domstolen med Mangold havde overskredet sine beføjelser, og at Domstolens postulat om, at der findes en almindelig EU-retlig grundsætning om forbud mod aldersdiskrimination, var en utilladelig retsskabende virksomhed (pr. 40 og 47). 488

Herefter drejer forfatningsdomstolens præmisser (pr. 49-93) sig hovedsageligt om en analyse af Mangold, 489 herunder hvorvidt EU-Domstolen overskred sin kompetence efter traktaten med Mangold, dvs. et ultra-vires spørgsmål.

Forfatningsdomstolen bemærker generelt, at kontrollen af, om der foreligger en kompetenceoverskridelse, skal foretages ’europaretsvenligt’ (pr. 58). 490 Ud over dette – noget holdningsprægede, men antagelig historisk betingede – udsagn lægger forfatningsdomstolen vægt på (pr. 61), at kompetenceoverskridelse (ultra vires-handlinger) hos EU-Domstolen kun bør medføre reaktioner, hvis kompetenceoverskridelsen er både kvalificeret 491 og åbenbar. 492

Forfatningsdomstolen bemærker endvidere (pr. 62), at EU-Domstolen ikke blot skal overvåge overholdelsen af traktatens bestemmelser, men også at Domstolen ikke er afskåret fra at udøve en retsskabende virksomhed