ved vægt på (pr. 83), at der til enhver tid kan ske det, at en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen fører til, at retstilstanden på et givet område viser sig at være anderledes, end man havde forventet, og at sådanne præjudicielle afgørelser som hovedregel har virkning ex tunc. Kun undtagelsesvis vælger EU-Domstolen at begrænse de tidsmæssige virkninger af en præjudiciel afgørelse, jf. fx Denkavit, C-61/79. Forfatningsdomstolen understreger (pr. 84), at det kun er EU-Domstolen, ikke nationale domstole, der har kompetencen til at foretage en sådan tidsmæssig begrænsning af en præjudiciel afgørelse.

Endelig henviser forfatningsdomstolen kort til (pr. 85), at der eventuelt kan blive tale om erstatningsansvar hos staten over for den, der har truffet en disposition i tillid til, hvad national ret udtalte på tidspunktet for dispositionen.

Ved pådømmelsen af Ajos kunne der efter min opfattelse være søgt inspiration i de synspunkter og observationer, som den tyske forfatningsdomstol har fremført i sin dom af 6. juli 2010 (2661/06), der har underkastet Mangold en indgående analyse. Der kan med rette rejses kritik af Mangold, men både dommens synspunkter om indirekte virkning via EU-konform fortolkning og ligeledes dens synspunkter om udvikling af almindelige EU-retlige grundsætninger, herunder med inspiration fra sekundær EU-ret (et direktiv) til videreudvikling af den primære EU-ret gennem et ’løftestangsprincip’, har ikke en sådan karakter, at der er flyttet kompetencer til EU på medlemsstaternes bekostning.

Der er efter min opfattelse ikke grundlag for at antage, at bestemthedskravet i relation til overladelse af beføjelser i medfør af Grundlovens § 20 skulle føre til, at marginen for EU-Domstolen set fra en dansk synsvinkel skulle være snævrere, end den er det fra en tysk synsvinkel, således som sidstnævnte er kommet til udtryk i forfatningsdomstolens dom af 6. juli 2016 på grundlag af det tyske bestemthedskrav (’das Prinzip der begrenzten Einzelermächtigung’). ⁵⁰⁵505. Se om bestemthedskravets betydning i nærværende sammenhæng Ruth Nielsen & Christina D. Tvarnø i UfR 2016 B s. 269 ff. og Jens Kristiansen i UfR 2016 B s. 301 ff., særligt s. 305 f. Disse forfattere argumenterer for en margin, der må opfattes som noget snævrere end den, som forfatningsdomstolen har lagt til grund i sin dom for så vidt angår tysk ret.

Danmark har konsekvent accepteret EU-Domstolens retsskabende virksomhed, og herunder også de grundlæggende rettigheder, der er udviklet gennem Domstolens praksis. Overfører man den margin, som den tyske