marginen for EU-Domstolen set fra en dansk synsvinkel skulle være snævrere, end den er det fra en tysk synsvinkel, således som sidstnævnte er kommet til udtryk i forfatningsdomstolens dom af 6. juli 2016 på grundlag af det tyske bestemthedskrav (’das Prinzip der begrenzten Einzelermächtigung’). Danmark har konsekvent accepteret EU-Domstolens retsskabende virksomhed, og herunder også de grundlæggende rettigheder, der er udviklet gennem Domstolens praksis.

Overfører man den margin, som den tyske forfatningsdomstol i relation til Mangold indrømmer EU-Domstolen inden for rammerne af det tyske bestemthedskrav, må det antages, at en tilsvarende margin kunne være indrømmet inden for det danske bestemthedskrav, uden at man herved kom i konflikt med Højesterets udsagn i UfR 2013.1451 H, hvorefter proceduren i grundlovens § 20 skal iagttages, hvis der overlades »yderligere beføjelser til at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende myndighed med direkte virkning i Danmark, hvad enten udvidelsen angår sagsområderne eller karakteren af de overladte beføjelser«.

Et forventnings- eller tillidsprincip til skrevne nationale regler har altid måttet underlægges den væsentlige modifikation, at en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen kan fortolke EU-retten på en måde, som der ikke i tilstrækkelig grad er taget højde for i national ret. En sådan præjudiciel afgørelse har som udgangspunkt virkning ex tunc, og det er kun EU-Domstolen, ikke nationale domstole, der har kompetencen til at begrænse en præjudiciel afgørelses tidsmæssige virkninger.