knyttes til udviklingen i konkurrenceevnen. Som et element i fælleserklæringen var parterne også enige om, at der burde ske en udbygning af arbejdsmarkedspensioner til de grupper, der ikke allerede havde sådanne ordninger. Efter forgæves trepartsforhandlinger mellem DA, LO og regeringen om én fælles ordning blev der indført pensionsordninger i de fleste overenskomstforhold ved overenskomstfornyelsen på det offentlige område i 1989 og på det private område i 1991, selv om pension ikke var noget højt prioriteret emne blandt fagforeningernes medlemmer. ⁵¹²512. Se nærmere om det meget komplicerede forhandlingsforløb, der førte til de nye arbejdsmarkedspensioner Jesper Due & Jørgen Steen Madsen, Fra magtkamp til konsensus, Arbejdsmarkedspensionerne og den danske model, DJØF Forlag 2003.

Udbredelsen via kollektive overenskomster gjorde arbejdsmarkedspension til et anliggende for arbejdsmarkedets parter på linje med de fleste andre løn- og arbejdsvilkår. Det er således et overenskomstanliggende, om der skal være en pensionsordning, at fastlægge pensionsbidragenes størrelse og fordeling mellem parterne, at udpege det pensionsinstitut, der skal administrere ordningen, at fastsætte betingelserne for at være omfattet af ordningen og at sammensætte pensionsydelserne.

Overenskomstparterne er udstyret med en såkaldt organisationsfuldmagt. Der er ikke tale om en klassisk aftaleretlig fuldmagt, men om en mere vidtgående arbejdsretlig beføjelse til at fastlægge løn- og arbejdsvilkårene med bindende virkning for de berørte lønmodtagere og arbejdsgivere. Den vidtgående organisationsfuldmagt er forankret i arbejdsretslovens regler og forudsætter derfor ikke en udtrykkelig aftale mellem organisationen og medlemmet. Arbejdsretslovens regler om bodsansvar, organisationernes søgsmålsmonopol og fagretlige afgørelsers eksekutionskraft i §§ 12, 13, 23 og 34 forudsætter således, at medlemmerne er forpligtede til at respektere de overenskomstmæssige vedtagelser, som organisationerne påtager sig i forhold til hinanden. ⁵¹³513. Se nærmere herom Jens Kristiansen, Den kollektive arbejdsret, 3. udg. 2014, s. 144 ff.

Den særlige beføjelse til at råde med bindende virkning for medlemmerne er bl.a. fastslået af Højesteret i U 2013.224 H. Ifølge Højesteret var en virksomhed (B) bundet af et forlig, som arbejdsgiverforeningen havde indgået på dens vegne med en fagforening: