ken forsikrede er tiltrådt den ansættelse, som medfører pligt og ret til tegning af forsikringen, dog tidligst fra den dato pligtmæssig præmiebetaling til forsikringen omfatter«.

Forsikringsvilkårene måtte – i lyset af overenskomsterne, rammeaftalerne og pensionsordningens formål – herefter »mest nærliggende forstås sådan, at rettidig indbetaling af første pensionsbidrag for en medarbejder, der opfylder de fastsatte kriterier for at være omfattet af ordningen, ikke er en betingelse for, at den obligatoriske invalideforsikringsdel træder i kraft for medarbejderen på det tidspunkt, hvor medarbejderen opfyldte kriterierne, og indbetalingspligten for arbejdsgiveren dermed blev udløst«. Pensionsselskabet var derfor ikke berettiget til at nægte de tre lønmodtagere invalidedækning under den obligatoriske del, selv om pensionsbidragene blev indbetalt for sent. Kommunerne blev i forlængelse heraf frifundet for at betale erstatning, mens PenSam blev dømt til at yde dækning til lønmodtagerne under den obligatoriske del af pensionsordningen på samme vilkår, som hvis der havde fundet rettidig indbetaling af pensionsbidrag sted. 518

Højesteret fortolkede således den uklare bestemmelse i forsikringsbetingelserne i lyset af det bagvedliggende kollektive aftalegrundlag, mens Østre Landsret i højere grad synes at have set bestemmelsen i lyset af almindelige forsikringsretlige principper. Dommen er især interessant ved sin markante betoning af, at aftalegrundlaget i en arbejdsmarkedspension omfatter overenskomsten og rammeaftalen. 519 Højesterets tilgang reflekterer Arbejdsrettens tilgang i dommen fra 2000 (der er nævnt i afsnit 3): Når en lønmodtager har pligt til at deltage i en pensionsordning, og arbejdsgiveren har pligt til at tilmelde lønmodtageren og indbetale bidrag (herunder efterbetale manglende bidrag), er det nærliggende at anse lønmodtageren for optaget i pensionsordningen på det tidspunkt, hvor der var ret til optagelse efter overenskomsten, medmindre rammeaftalen eller forsikringsbetingelserne giver konkret støtte for noget andet.