Arbejdsmarkedspension er ikke kun et aktuelt tema i Danmark, men også på europæisk plan. EU har bl.a. i flere år tilstræbt at understøtte arbejdskraftens frie bevægelighed ved at forbedre mulighederne for at optjene og fastholde pension på tværs af medlemslandenes grænser. EU-Kommissionen så også gerne, at der blev gennemført en vis harmonisering af de nationale arbejdsmarkedspensionssystemer, men det har medlemslandene ikke haft den store lyst til.

I 2005 fremlagde EU-Kommissionen et direktivforslag med det sigte såvel at styrke lønmodtagernes frie bevægelighed på tværs af grænserne som at fremme mobiliteten inden for den enkelte medlemsstat. Kommissionen ville således have fælleseuropæiske mindstekrav om optjening af pension, bevarelse af hvilende pension, overførsel af pension og information af de sikrede. 533

Efter mere end otte års forhandlinger blev Rådet og Parlamentet i 2014 enige om et direktiv med mindstekrav om supplerende pensionsrettigheder for de lønmodtagere, der flytter mellem EU-lande. 534 Direktivets noget mere begrænsede indhold afspejler, at der var udbredt modvilje blandt medlemslandene over for at skulle harmonisere de nationale pensionsordninger. Direktivet gælder ydermere kun for pensionsopsparing og ikke tillige for de forsikringsmæssige dækninger, som typisk knytter sig til en (dansk) arbejdsmarkedspension.

Direktivet er gennemført i dansk ret ved en ændring af lov om finansiel virksomhed i december 2017 (nye bestemmelser i §§ 60 b-e). De nye regler er udformet i et tæt samarbejde mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i regi af Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg i lighed med andre direktiver, der berører arbejdsmarkedet. 535 De nye regler benytter sig ydermere i vidt omfang af direktivets hjemmel til at fravige de fastlagte regler ved kollektiv overenskomst, jf. § 60 b, stk. 3, og § 60 c, stk. 3. Implementeringen konfirmerede således den centrale rolle, som arbejdsmarkedets parter indtager i spørgsmål om arbejdsmarkedspension.