sionsniveau, som ægtefællen selv kunne påregne, såfremt den pågældende havde foretaget de for sit erhverv sædvanlige indbetalinger under ægteskabet mv. Ifølge motiverne kan kompensationen normalt ikke overstige en fjerdedel af forskellen mellem værdien af hver ægtefælles pensionsopsparing under ægteskabet.

Også her er betingelserne så overvældende og vanskeligt dokumenterbare, at bestemmelsen stort set ikke anvendes i praksis. Der findes dog enkelte domme, som tillægger kompensation, se især UfR 2012.1075 Ø, hvor hustruen fik 200.000 kr efter et 28-årigt ægteskab, hvor manden havde ca. 1,25 mio. kr. i pensionsrettigheder, mens hustruen havde knap 190.000 kr. I UfR 2013.1951 V, UfR 2014.2218 V, TFA 2016.171 V og TFA 2016.330 V blev rimelighedskompensation afvist.

Ifølge en ny regel i ÆFL § 41 er der mulighed for at yde medvirkenskompensation ved arbejde i hjemmet, omsorg for børn, udgiftsfordeling mv, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue. Desuden kan den almindelige regel om rimelighedskompensation i § 42 give mulighed for at tildele kompensation for at sikre, at en ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt økonomisk, hvorved der bl.a. lægges vægt på ægteskabets varighed, et eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold samt omstændighederne i øvrigt.

Kompensationsreglerne i ÆFL §§ 41-42 kan efter ordlyden anvendes ved formue, der ikke indgår i formuedelingen, hvilket omfatter situationer, hvor pensionsrettigheder udtages forlods. Det gælder hvad enten pensionsrettighederne er særeje eller er delingsformue (formuefællesskab), men undtaget ligedeling. Der er overlap mellem de generelle kompensationsregler i ÆFL §§ 41-42 og de særlige regler om pensionskompensation i ÆFL §§ 44-45. Begge regelsæt kan anvendes ved pensionsforskel. Det vil ofte være hensigtsmæssigt at anvende ÆFL §§ 41 eller 42, da de giver mulighed for anlægge en helhedsvurdering af ægtefællernes samlede formueforhold ved skilsmisse og samtidig indeholder kriterier, som er velkendte og som der er en rimelig mulighed for at dokumentere. 544