tode stiller den svage part med den laveste indtjening særligt svagt. Jørgen U. Grønborg har anslået, at der er flyttet 650 mia. kr. ud af formuefællesskabet ved pensionsreformen i 2007, svarende til 650.000 kr. pr. ægtepar. Disse tendenser er tankevækkende, da vores ansvarlighed gerne skulle være dækkende hele vejen rundt, fra den store til den lille scene.

Når det gælder social ansvarlighed på den store scene – i forhold til globale menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og klima, governance mv. – er der tale om en udvikling, som er markant og som efter min opfattelse er glædelig. Formålet er at sikre meget brede hensyn, som i udgangspunktet er af ikke-økonomisk karakter. Et centralt tema er balancen – eller dobbeltheden – mellem at beskytte personer og penge. Set med danske briller er hensyn til social ansvarlighed båret af ansvarsfølelse og samtidig forventes eller i hvert fald håbes på nye forretningsmuligheder. Der vil også i relation til varetagelsen af de sociale hensyn blive skærmet mod omdømmerisici. I denne forbindelse spiller civilsamfund, forbrugere, kunder, NGO og pressen en væsentlig rolle. Frivillige initiativer er populære og bakkes op af Danmarks tiltræden af diverse globale retningslinjer samt erhvervsministerens involvering i området. Det er således tydeligt, at betydningen af social ansvarlighed er stigende og stadig mere bredspektret – »Our money, our values«. Så selv om etik og social ansvarlighed startede med en opfattelse som »uvedkommende« og ikke værdiskabende, har billedet ændret sig markant og synes nu bredt accepteret. Det er kærkomment.

Udviklingen på den lille, nære scene – den familiemæssige – er derimod gået modsat. Pensionen anses i dag for et personligt gode. Det kan have sine gode grunde, men det opmuntrer jo ikke ligefrem til at tænke i fællesskab og ansvarlighed. Når den pensionssvage »taber« ved skilsmisse, når mulighederne for kompensation er stort set ikke-eksisterende, og når der ikke engang kan indgås de relevante aftaler på området, kan man rejse spørgsmål, om man har ramt den rette balance. Hertil kommer, at den danske situation er ude af trit med den europæiske tendens, som er en højere grad af inddragelse af pensionsværdier ved skilsmisse. Den danske retsstilling har da også være kritiseret meget markant og meget bredt både i forskerkredse og i praktikerkredse. Blandt kritikerne kan nævnes de fremtrædende advokater på familieretsområdet Jørgen U. Grønborg, Sys Rovsing og Grethe Opstrup, Anne Broksø og Lone Brandenborg samt Kirsten Reimers-Lund, blandt dommerne Svend Danielsen og blandt forskerne Lennart Lynge Andersen, Gitte Meldgaard Abrahamsen og Lisbeth Faurdah samt forfatteren af denne artikel.