og f.eks. nedsætte sine indbetalinger i nogle år og indbetale mere i andre år. Jeg har således selv en vis forståelse for Linda Nielsens udsagn – at det rimelige skal forstås primært i forhold til niveauet for den pensionsordning, en ægtefælle kan udtage uden at skulle dele. Med Lisbeth Faurdals 558558. Lisbeth Faurdal: Sondringen mellem »rimelige« og »ekstra« pensionsrettigheder ved separation og skilsmisse, TfA 2007.54. ord kan det umiddelbart forekomme urimeligt, at sådanne indbetalinger ikke skal anses som »rimelige«.
Højesteret udtalte i sit generelle afsnit, at: »[d]et forhold, at en høj pensionsindbetaling har til formål at kompensere for manglende eller lave indbetalinger i tidligere år, kan ikke i sig selv føre til, at den høje indbetaling anses for rimelig for hele beløbets vedkommende.« Højesteret tilsluttede sig altså også på dette punkt udvalgsflertallet. Højesterets tilslutning til udvalgsflertallet skal formentlig også på dette punkt ses i lyset af det, som Højesteret også startede sin vurdering med, nemlig at den ægtefælle, der har den største pensionsordning, ikke også forlods skal kunne udtage en ekstra opsparing. Set i forhold til den anden ægtefælle flyttes opsparing, som skal deles, til pensionsindbetalinger, der kræves holdt udenfor.
Kravet om regelmæssighed er imidlertid kun et udgangspunkt. Højesteret anfører således, at selv om indbetalinger har til formål at kompensere for manglende eller lave indbetalinger i et eller flere år, kan udgangspunktet fraviges, hvis den ægtefælle, der indbetaler mere end sædvanlig arbejdsmarkedspension er den, der i forvejen har den mindste pensionsopsparing. Dette ligger fint i forlængelse af lovens forarbejder. Højesteret tilføjer imidlertid endnu et eksempel, hvorefter udgangspunktet må fraviges. Det gælder nemlig også, hvis grunden til, at den pågældende er kommet bagud med sin pensionsopsparing som følge af manglende eller lave betalinger i et eller flere år, skyldes fravær fra arbejdsmarkedet af familiemæssige grunde. Og endelig tilføjer Højesteret, at der også kan tænkes andre situationer, hvor det er rimeligt, at en ægtefælle i et år indbetaler højere bidrag end sædvanlig arbejdsmarkedspension for at kompensere for manglende eller lave indbetalinger i tidligere år.
Højesteret fandt altså, at kravet om regelmæssighed i forbindelse med opfyldningsopsparing ikke kunne forstås så snævert, at det udelukker fra altid at kunne indhente »tabte« pensionsbidrag. 559559. Se i samme retning Gitte Meldgaard Abrahamsen som i note 1, s. 123 ff.