betalinger i andre år, er, at de skal have mulighed for at opbygge virksomheden, ligesom der kan være år med underskud eller et lille overskud, hvor det ikke er muligt at indbetale. Bobehandleren skrev, at hun havde forstået, at situationen var den, at mandens virksomhed bestod i, at han udførte arbejde for privathospitaler, og at han således mindede meget om en lønmodtager, men blot har et CVR-nr. Under sagens gang i retssystemet blev oplysningerne om mandens virksomhed uddybet, og det kunne efter min opfattelse ikke lægges til grund, at manden ikke i starten som forklaret af ham havde grund til at være usikker på sine indtjeningsmuligheder og dermed havde et vist behov for at se tiden an. Men bekymringerne burde være forsvundet relativt hurtigt. Der er efter min opfattelse ikke grundlag for et synspunkt om, at nogle selvstændige minder om lønmodtagere, som et selvstændigt kriterium. Er situationen den, at en ægtefælle med selvstændig virksomhed har en status svarende til en lønmodtagers, vil virksomhedens økonomiske forhold ikke kunne begrunde et uregelmæssigt indbetalingsforløb.
Byretten var i sin afvisning af udtagelsen af de meget store bidrag i 2011 og 2012 inde på, at manden i de sidste år, hvor skilsmissen nærmede sig, nedbragte opsparingen i virksomheden og i stedet valgte at indbetale ekstra store beløb på en nyoprettet pensionsordning. Hvis det kunne lægges til grund, at der var tale om en »illoyal flytning« af fællesbomidler kort før en skilsmisse, kan det godt indgå som et moment i vurderingen af det rimelige, 563563. I Østre Landsrets dom af 28. oktober 2016 (TfA 2017.49) indgik det – formentlig med betydelig vægt – at to ekstraordinære indbetalinger på i alt 339.000 kr. var sket på et tidspunkt, hvor ægtefællerne havde drøftet separation. men der var efter min opfattelse ikke grundlag for at forkaste mandens forklaring om, at skilsmisse ikke var på tale de pågældende år. Han indbetalte da også kun et meget beskedent beløb i 2013 – året forud for skilsmissen.
Rigtig mange selvstændige erhvervsdrivende sparer ikke op til pension, men sparer op i virksomheden. De har mulighed for at indsætte et ganske stort beløb med fuldt skattefradrag i forbindelse med ophør eller delvist ophør af deres virksomhed (»ophørspension«). Højesteret kom ikke til at tage stilling hertil, men efter min opfattelse vil kravet om regelmæssighed ikke forhindre, at en selvstændig erhvervsdrivende i kraft heraf vil kunne holde en pensionsordning, der er rimelig ud fra virksomhedens økonomiske forhold, uden for delingen.