Anderledes forholder det sig med aftalen, fordi dens normering per definition er frivillig og således kun får retsvirkning, hvis den accepteres af aftalens parter. Svigter forudsætningen om frivillig accept, foreligger der ikke en gyldig aftale, og aftalens tilstræbte normering fraviges.

Selvom fokus i juraen normalt er på lovgivningen, udgør aftalen og den øvrige normering, som ikke kan henregnes til lovgivning, langt hovedparten af den normering, der er relevant i vores dagligdag. Evnen til at kunne afkode og forstå denne enorme mængde af dagligdags social normering er så afgørende for det enkelte menneskets mulighed for at kunne fungere i samfundet, at en svigtende evne hertil ofte beskrives som en fysiologisk eller psykologisk defekt, der nødvendiggør særbehandling. Man kunne tilføje, at en manglende forståelse for denne omfattende ikke-lovmæssige normering er mindst lige så invaliderende for juristen, både som retsvidenskabsmand og som rådgiver. Hvis man kun ser lovgivningen, ser man kun en meget begrænset del af den samlede normering, og rådgiver man kun ud fra, hvad der er lovligt, uden blik for samfundets øvrige sociale normering, rådgiver man reelt i blinde.

Så aftaler og den øvrige sociale normering er uhyre vigtige at forstå. Her kan man udskille aftaler fra den øvrige sociale normering ved at påpege, at aftaler angår en normering mellem to eller flere parter, som samfundsordenen tillægger en særlig retsvirkning, f.eks. at aftalens tilstræbte normering som udgangspunkt kan gennemtvinges med hjælp fra retsordenen (naturalopfyldelse), herunder ved brug af foreløbige retsmidler i form af påbud eller forbud nedlagt af fogedretten, eller give anledning til en kompenserende pekuniær erstatning (positiv opfyldelsesinteresse).

Aftalen udgør dermed en bindende normering af adfærd på samme måde som lovgivning, men adskiller sig fra lovgivningen dels ved at være oprettet ad hoc mellem to eller flere parter, dels og navnlig ved kun at forpligte aftalens parter. Det er aftalens evne til at forpligte sine parter, der forklarer, at der i lighed med lovgivningen må stilles krav både til dens indgåelse og fastlæggelsen af dens udstrækning, om end disse krav er mindre indgribende, fordi aftalens bindende normering er mere begrænset og forudsætter de forpligtedes accept som konstituerende kendsgerning. Juristernes særlige interesse for aftaleretten angår disse forhold.

Mens afgrænsningen mellem lovgivning og den øvrige normering er klar, er den yderligere afgrænsning af aftaler fra de andre sociale normer ikke lige så klar. Aftaler kan indgås formløst, f.eks. baseret på udvist adfærd, hvilket ligner sociale normer, og selv sociale normer, som ikke tra-