måde at rejse kapital på, som i dag mest kendes fra prospektretten, når værdipapirer skal optages til handel på et reguleret marked. De oplysninger omkring stiftelsen, som ikke naturligt kan indgå i vedtægterne, f.eks. om registreringen og omkostningerne hertil samt dokumentation af indbetalingen af kapital, behøver i vores tid med online-registrering næppe en særskilt offentlighed, og stiftelsesdokumentet er således en overflødig formalitet. Dette ses bl.a. af, at en efterfølgende kapitalforhøjelse involverer de samme forhold, som stiftelsesdokumentet søger at regulere, men gør det uden brug af stiftelsesdokumentet, der efter traditionel selskabsret antages at have udtjent sin funktion, når stiftelsen er gennemført. Sondringen mellem stiftere og kapitalejere er dermed også overflødig, og i denne artikel omtales stiftere derfor ikke yderligere. Stiftelsesdokumentet er imidlertid forudsat i EU-selskabsretten, 700700. Jf. Selskabsdirektivet (2017/1132) art. 3, 4, 10, 11 og 14. Flere af disse bestemmelser behandler stiftelsesdokumentet og vedtægterne som alternativer, og det er derfor et lille skridt at få afskaffet dokumentet til fordel for vedtægterne, selvom det altid gør ondt, når traditioner brister. og både stiftelsesdokumentet og stiftere som en særlig personkreds vil således fortsætte i den selskabsretlige regulering nogen tid endnu.
Hvor stiftelsesdokumentet er begrænset til at angå selve stiftelsen af kapitalselskabet og har udtjent sin funktion med stiftelsen, angår vedtægterne kapitalselskabets vedvarende konstitution og drift. 701701. Jf. Gomard, Aktieselskabsret (2. udg., 1970) s. 120, der skrev på baggrund af ASL 1930. Synspunktet er fortsat dækkende. Hovedvægten i vedtægterne ligger på kapitalselskabets konstitution, dvs. de institutionelle forhold, magtfordelingen og selskabets økonomiske forhold. Normering af kapitalselskabets drift er normalt begrænset til formålsangivelsen, hvor kapitalselskabets forretningsområde angives og traditionelt ganske kortfattet og omfangsrigt, men anden og mere detaljeret normering af kapitalselskabets drift kan gives, både i vedtægterne og ved beslutning på generalforsamlingen. Vedtægterne fastlægges første gang af stifterne og siden af kapitalejerne efter SL § 106. Da stiftelsesfasen som nævnt reelt er irrelevant, lægges fokus i det følgende kun på kapitalejernes adgang til at normere via vedtægterne.
Generalforsamlingen har som selskabsorgan en næsten omnipotent kompetence, dvs. at generalforsamlingen frit kan træffe beslutning om alle forhold, der angår kapitalselskabet. Begrænsninger er dog gjort i de tilfælde, hvor der er en åbenbar interessemodsætning mellem kapitalejernes