At kapitalejerne selv forpligtes af vedtægterne ændrer ikke på, at det mest signifikante ved vedtægterne er disses særlige retsvirkning – ofte kaldt deres selskabsretlige gyldighed – over for tredjemænd, der ikke har været med til at skabe vedtægterne og måske end ikke er direkte bekendt med dem. Denne særlige gyldighed følger af SL § 14, stk. 2, 1. pkt., hvorefter det, der er registreret og dermed offentliggjort, antages at være kommet til tredjemands kundskab, hvilket dog efter påvirkning fra EU-selskabsretten ikke gælder under visse omstændigheder i en vis kortere periode på 16 dage efter offentliggørelsen, jf. samme bestemmelses 2. pkt. 706706. Hvor kravet om myndighedskontrol og efterfølgende offentliggørelse med særlig tredjemandsvirkning var kendt i dansk ret og dermed ikke blev ændret ved gennemførelsen af de samme krav i 1. selskabsdirektiv ved lov nr. 503 af 29. november 1972, jf. petitafsnittet ovf., var muligheden for at fragå denne tredjemandsvirkning i en vis periode efter registreringen derimod en nyskabelse indført fra EU-selskabsretten, jf. FT 1971-72 A 7656.
Denne lovfæstede tredjemandsvirkning af vedtægterne er ret speciel for et dokument, der vedtages af private. Hvor selve registreringen og offentliggørelsen af vedtægterne er begrundet i ønsket om at give offentligheden en betrygget indsigt i kapitalselskabets forhold, er tredjemandsvirkningen nærmere en konsekvens af den betryggelse, der er knyttet til myndighedens kontrol af vedtægerne i forbindelse med registreringen. Der er således både ret og pligt for tredjemand knyttet til offentliggørelsen af vedtægterne: retten til en betrygget indsigt, som tredjemand kan støtte ret på i sit retsforhold til kapitalselskabet, og pligten til at lade sig binde af de offentliggjorte oplysninger, idet oplysningerne i hvert fald efter 16 dage antages at være tredjemand bekendt, uanset om dette faktisk var tilfældet. Det fremgår allerede af forarbejderne til firmaloven af 1889, at lovgiver var sig bevidst, at denne tredjemandseffekt var en legal konstruktion og således kunne anvendes også på en tredjemand, som beviseligt var uvidende om de offentliggjorte forhold. Men man fandt, at den, der ikke holder sig orienteret om de registrerede forhold, måtte bære skade for hjemgæld. 707707. Jf. Friis Hansen (n. 3), s. 4.
Det er indarbejdet i selskabsretten at betragte kapitalejere som kapitalselskabets primære interessenter, der i vidt omfang kan fastlægge kapitalselskabets forhold efter forgodtbefindende, hvilket afspejles i den ud-