Dommen er ikke et godt præjudikat, fordi sagen rummede en række atypiske elementer i forhold til kapitalselskaber i normal drift. ICC var konkurs, og muligheden for at opnå naturalopfyldelse af aftalen efter de civilretlige regler var dermed udelukket. Hvis Højesteret ønskede at underkende G’s adfærd over for sine aftalepartnere, var dette udfald den eneste mulighed. Endvidere kan køberetlige betragtninger have spillet ind, da repræsentationen var en modydelse for selskabets erhvervelse af projekter. Men noten i Ugeskriftet henviser til Werlauff & Nørgaard, Vedtægter & aktionæroverenskomster (2. udg., 1995) s. 61 ff., der antager en bindende virkning også for kapitalselskabet af aftaler, hvor aftalen binder samtlige kapitalejere, og muligvis har det været Højesterets ønske at gøre brug af denne mulighed eller i hvert fald legitimere resultatet med denne støtte i litteraturen.

Dommens konklusion om, at den private aftale forpligtede selskabet, affødte en vis usikkerhed i den selskabsretlige teori, som Moderniseringsudvalget kunne konstatere ti år senere.

Dommen kunne udlægges sådan, at den svækkede den klarhed, som selskabslovgivningen tilstræber med sit system om myndighedskontrol af anliggender, der efterfølgende offentliggøres med den retsvirkning, at andre kan og skal lægge disse til grund. Den, der måtte have indgået en aftale med ICC’s nyvalgte bestyrelse i tillid til den offentliggjorte registrering heraf, ville f.eks. med dommen få at vide, at bestyrelsen var udpeget ved en ulovlig beslutning og dermed ikke retmæssigt kunne repræsentere og tegne kapitalselskabet.

Denne del af kritikken er uberettiget. Nok tilstræber selskabslovgivningen at skabe offentlighed omkring visse myndighedsgodkendte forhold, men de til offentliggørelsen knyttede retsvirkninger heraf er ikke ubetingede. Selskabsretten anerkender således både, at der kan opstå banale registreringsfejl, og vigtigere at en registreret og offentliggjort generalforsamlingsbeslutning kan være ugyldigt truffet. Selskabslovgivningen indeholder ligefrem bestemmelser, der muliggør anfægtelse af generalforsamlingsbeslutningers gyldighed, nu SL § 108 om ugyldige generalforsamlingsbeslutninger og SL § 109 om søgsmål til anfægtelse af generalforsamlingsbeslutninger, hvilke søgsmål kan lede til ugyldighed af en allerede truffet, registreret og offentliggjort beslutning.

Det var også velkendt, at Styrelsens kontrol af indberettede oplysninger m.h.p. registrering var en formel legalitetskontrol, dvs. en konstate-