ring af formelle kravs overholdelse, og dermed overfladisk. Ønskede man en dyberegående materiel prøvelse, måtte dette ske ved domstolene, der i hvert fald kunne erklære trufne beslutninger ugyldige og formodentlig også kunne afsige dom om den beslutning, som i stedet skulle anses for gældende, såfremt de faktuelle omstændigheder tillod en sådan konklusion. I denne henseende var Højesterets underkendelse af den trufne generalforsamlingsbeslutning ikke kontroversiel.
Problemet med dommen var nærmere, at den med sin formulering om, at aftalen »bandt« kapitalselskabet, skabte tvivl om, hvorvidt denne retsvirkning af en aftale skulle iagttages af såvel selskabsdeltagerne, herunder dirigenten på generalforsamlingen, som af Styrelsen som registreringsmyndighed. Denne usikkerhed lå formodentlig bag en anden bemærkelsesværdi sag fra tiden op til selskabsreformen, der fandt sin afgørelse ved Erhvervsankenævnets kendelse i 2007. 715715. Optrykt i EAN årsberetning 2007, s. 198.
Kapitalselskabets direktion skulle efter vedtægterne bestå af mere end lovens mindstekrav om én person, hvilket afspejlede en aftale mellem alle kapitalejerne om, at en af kapitalejere (D) skulle være direktør. Der opstod konflikt mellem kapitalejerne og på et møde, hvor D ikke var repræsenteret, blev D opsagt som direktør, og ændringen blev anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. D’s advokat protesterede imidlertid over for Styrelsen og gjorde bl.a. opmærksom på både kapitalejernes aftale og vedtægternes krav om en direktion på flere end en person. Kapitalselskabets advokat påpegede, at det var bestyrelsens prærogativ efter aktieselskabsloven at sammensætte direktionen, og at beslutningen i bestyrelsen under alle omstændigheder var lovlig, fordi D efter inhabilitetsreglerne i ASL 1973 § 58 (nu SL § 131) forhindrede D i at deltage i beslutningen.
Styrelsen satte registreringen i bero på at forholdet blev afklaret civilretligt. Selvom dette i sig selv ikke var en afgørelse af det omtvistede forhold, indebar det, at bestyrelsen ikke kunne få registreret afsættelsen af D som direktør, og D vedblev således at stå registreret som direktør. Styrelsens afgørelse om at sætte registreringen af ændringen i bero blev forelagt EAN, der med dissens (2-1) fandt, at Styrelsen kunne sætte registreringen i bero og dermed nægte registrering indtil videre.
Man kan have forståelse for Styrelsens modvilje mod at skulle afgøre et vanskeligt civilretligt spørgsmål om rækkevidden af den indgåede aftale mellem kapitalejerne. Men afgørelsen blev med rette kritiseret, fordi en ejeraftale mellem kapitalejere her syntes at forpligte bestyrelsen i et anliggende, der efter lovgivningen var bestyrelsens prærogativ, jf. ASL § 51 og