give en instruks til et eller flere medlemmer af kapitalselskabets centrale ledelsesorgan – eller til nogen anden for den sags skyld. At kunne afgive en bindende instruks kræver således en hjemmel, som den enkelte kapitalejer savner.

En sådan hjemmel er derimod generalforsamlingens beslutningskompetence efter SL kap. 6, hvorefter der kan træffe beslutning om ledelsesanliggender, herunder instruks til det centrale ledelsesorgan. Det er ligeledes fast antaget, at den førnævnte mulighed for at normere adfærd ved bestemmelse i vedtægterne også gælder i forhold til medlemmerne af ledelsen, naturligvis under respekt af retshierarkiet, hvor selskabsloven er den trinhøjere norm og derfor kan tilsidesætte vedtægterne. ⁷³³733. Dette følger f.eks. forudsætningsvis af SL § 127, stk. 1, 2. pkt., om kompetencemisbrug. Antagelsen udtrykkes også af bet. 1498/2008 s. 438 om krav i vedtægterne til et vist udbytte (udsultningsværn), der kan være bindende for ledelsen i det omfang, at bestemmelsen i vedtægten ikke strider mod forsigtighedsstandarden efter SL § 179, stk. 2. Se også Werlauff, (n. 20) s. 133, og Friis Hansen, Ejeraftaler og hensynet til tredjemands indsigt i selskabets forhold, (NTS 2012:1) s. 37. Det forhold, at medlemmer af et kapitalselskabs ledelse er personligt ansvarlige for udøvelsen af deres kompetence, jf. SL § 361, taler ikke imod. En bindende normering retter sig mod selskabsorganet, herunder dets medlemmer, men ikke mod medlemmerne personligt. Det står således det enkelte ledelsesmedlem frit for at fratræde sit hverv, hvis vedkommende finder det uforsvarligt at efterkomme instruksen. ⁷³⁴734. Medlemmer af et kapitalselskabsledelse er normalt frie til at fratræde deres hverv, hvilket kan ske diskretionært og uden varsel, jf. SL § 121, stk. 1, 1. pkt. Dommen i U 1997.283 H (Dokoff) udgør en undtagelse hertil, men skyldes de helt særlige forhold i sagen, hvor det udtrædende medlem var den sidste i bestyrelsen, og der var berettiget mistanke om misbrug fra direktionen. Under disse særlige forhold var det uforsvarligt at udtræde uden underretning.

Noget andet er, at en klart uforsvarlig instruks vedtaget på generalforsamlingen ikke er diskulperende for medlemmet af ledelsen, fordi medlemmets pligt til at værne kapitalselskabets interesse følger af selskabsloven som trinhøjere norm. Endvidere kan instruksen medføre ansvar for de kapitalejere, der traf beslutningen på generalforsamlingen, jf. SL § 362, stk. 1. Dette gælder også, såfremt instruksen er udstedt uden at have form af en generalforsamlingsbeslutning, men f.eks. blot følger af kapitalejerens stilling og indflydelse, jf. U 1997.364 H (Satair), og i så fald omfatter ansvarsgrundlaget blot simpel uagtsomhed, jf. SL § 361 analogt, hvor det efter SL § 362 er begrænset til grov uagtsomhed. Disse erstatningsretlige