overvejelser om ledelsesansvaret i kapitalselskaber ligger uden for denne artikels fokus.

Når det således er antaget, at kapitalselskabets ledelse kan normeres ved bestemmelse i vedtægterne og dermed ikke generelt er undtaget normering ved udøvelsen af deres kompetence, må det også antages, at det enkelte medlem af ledelsen kan vælge at normere sin egen adfærd ved at indgå som part på en ejeraftale, enten som privat person, som kapitalejer eller som medlem af ledelsen. Da aftalen er ligefuldt bindende, er der ikke grund til at sondre mellem disse tre relationer andet end i det omfang, det påvirker normeringens indhold. Ejeraftalen vil da forpligte ledelsesmedlemmet personligt, men kun aftaleretligt, hvorimod medlemmet – i lighed med en aftaleretligt forpligtet kapitalejer – vil være beføjet til kun at følge den selskabsretlige normering efter selskabsloven og vedtægterne, og medlemmet kan således vælge at ignorere ejeraftalens normering i denne henseende. De dispositioner, som medlemmer i så fald træffer, vil alligevel være selskabsretlige gyldige, men kan have civilretlige konsekvenser for ledelsesmedlemmet.

Afslutningsvis bør det i denne sammenhæng om normeringen af ledere igen erindres, at normkonflikten kan antage to former. Foreligger der en absolut konflikt, fordi ejeraftalen tilstræber en normering, der strider mod selskabsloven eller vedtægterne, er ejeraftalen på dette punkt ugyldig også aftaleretligt, jf. princippet i DL 5-1-2 drøftet i afs. 5.2.1 ovf. Det kan i den sammenhæng overvejes, om ledelsesmedlemmet har pådraget sig et ansvar ved at indgå på en ejeraftale, der strider mod lovgivningen og derfor ikke lovligt kan opfyldes. Men de andre aftaleparter burde være bekendt hermed, hvilket taler imod et kontraheringsansvar.

Foreligger der en betinget konflikt, dvs. ejeraftalens normering kunne være opfyldt uden at stride mod hverken selskabsloven eller vedtægterne, er ejeraftalen derimod gyldig, og lederen er aftaleretligt forpligtet til at følge den aftalte normering. Vælger lederen alligevel at udøve sin kompetence efter selskabsloven i strid med ejeraftalens normering, er det lovligt selskabsretligt, men udsætter lederen for civilretlige sanktioner.

Som nævnt ovf. spiller det ingen rolle, i hvilken egenskab lederen indgik på aftalen, da aftalen ligefuldt forpligter efter sit indhold, men det kan påvirke normeringens indhold. Hvis ejeraftalen f.eks. forpligter vedkommende qua ledelsesmedlem og dermed forpligter til at udøve ledelseskompetence på en given måde, må lederen frit kunne fratræde sit hverv som medlem af ledelsen, uanset om det strider mod ejeraftalen, fordi denne ret følger af den trinhøjere norm i SL § 121, stk. 1.