onsret. 759 Henry Ussing udskilte aftale- og erstatningsretten fra den almindelige del. Anders Vinding Kruse gav udtryk for »skepsis«, 760 men videreførte Ussings almindelige del. 761 Knud Illum udgav sine »Forelæsninger over almindelig formueret«, 762 men undgik i kapiteloverskrifterne betegnelserne tings- og obligationsret.

I Sverige udkom Knut Rodhes Obligationsrätt i 1956 – og senere hans Lärobok i obligationsrätt, 6. uppl. (1986) – og i Norge kom både Augdahl og Arnholms almindelige obligationsret i nye udgaver. 763 Rodhe afveg fra traditionel systematik og terminologi, 764 men ellers er de spændende forsøg på at opdele stoffet på nye måder eller at udgive det i andre former gjort i Norge: Arnholms Privatrett I (1964) behandlede til dels problemer, der ellers ville falde ind under den almindelige obligationsret. 765 Erling Selvig opdelte stoffet i krav på pengeydelser og andre ydelser i Knophs Oversikt; 766 tilsvarende Kai Krüger: Pengekrav, 2. utg. (1984) og samme: Norsk kontraktsrett (1989). 767 Den sidstnævnte fremstilling medtog også spørgsmål om aftalers indgåelse, fortolkning og bortfald som følge af f.eks. forudsætningssvigt. Erlend Haaskjold: Kontraktsforpliktelser, 2. utg. (2013) og Kåre Lilleholt: Kontraktsrett og obligasjonsrett (2017) har også andre oplæg end de traditionelle.

Samlet set var støtten til den almindelige del fra 1945-1975 behersket i Danmark, og faget kunne måske let være afskaffet, hvis nogen havde gjort et behjertet forsøg herpå. Efter studenteroprøret i 1968 og den deraf