sagens natur betydeligt, fordi det også omfatter både aftale- og erstatningsretten. Stilles bogen op ved siden af tre nutidige bøger om samme emner, er omfanget knap så skræmmende. For det tredje er Jul. Lassens værk så systematisk opbygget, og skrevet i et så klart og tydeligt sprog, at det i sig selv må have lettet tilegnelsen betydeligt. På nogle punkter kan nogen måske have haft vanskeligt at skelne det væsentlige fra det mindre væsentlige og ved at holde styr på alle detaljer, ⁷⁷⁶776. Se kritikken hos Naphtali Cohn i Juridisk Tidsskrift 1931 s. 161, hvorefter Lassen undertiden havde »svært ved at sondre tilstrækkeligt mellem de store Hovedlinier og de mere eller mindre tilfældige Enkeltheder; væsentligt og uvæsentligt behandles ofte i samme Plan«. men ikke alt kan jo skrives efter laveste fællesnævner.

Det kan naturligvis diskuteres, om jura er »videnskab«, men at der skal sikres både en forsvarlig uddannelse af og anvendelige hjælpemidler for jurister, kan der næppe være uenighed om. Jurister er i øvrigt ganske selvkritiske, når det gælder spørgsmålet, om jura er en videnskab. Ussing skriver f.eks. i U 1934 B s. 292, at »det – hvad enten man saa kalder det Videnskab eller ej – er nødvendigt at skrive dogmatiske Fremstillinger, der søger at fremstille ‘gældende Ret’«. I USA har Grant Gilmore: The Ages of American Law (1977) s. 42 ff. (ikke uden ironi) betegnet det som en ulykke, at Langdell, den første dekan på Harvard Law School og efter Gilmores vurdering »an essentially stupid man«, i 1870’erne kom på den idé, at »law is a science«. ⁷⁷⁷777. Se også Borum i J 1948 s. 390 med gengivelse af et citat af Roscoe Pound. I dag må det være tilladt at betegne juraen som en videnskab, jf. Mads Bryde Andersen: Ret og metode (2002) s. 43 ff. Dermed er ikke sagt, at juraen kan ligestilles med naturvidenskab, men det kan f.eks. humaniora, teologi og flere samfundsvidenskabelige fag heller ikke.