Efter en redegørelse om fremstillingen som en »ramme«, om »erfaringer fra retsanvendelsen og det praktiske liv« og om de »frihedsgrader, som tolerancerne i juridisk metode giver« hedder det:
»Til hovedpunkterne i programmet hører derfor også
- – at gøre det klart, hvilke mål lovgiver har haft for øje, og med hvilke midler lovgiver har søgt at realisere disse mål,
- – at gøre rede for en regels funktion i en markedsøkonomi under offentlig »kvalitetskontrol«,
- – og at overveje, hvilke tilpasninger til ændrede forhold og hvilke ændringer i øvrigt i officielle retskilder, som udgår fra den lovgivende og den dømmende magt, der findes at kunne komme på tale.«
Afslutningsvis anføres det, at fremstilingen hverken er en »database« eller et »ukritisk referat«, men et »forsøg på at hjælpe læseren til en aktiv medleven i dansk obligationsret som en levende organisme, der rummer både objektive og subjektive faktorer«. Ikke mange vil kunne være uenige i disse brede og runde udsagn.
Til sætningen om »tilpasninger« må dog gøres den korrigerende tilføjelse, at der er principiel forskel på overvejelser de lege lata (herunder de sententia ferenda) og de lege ferenda. Der er forskel på, om retsstillingen kan ændres ved en dom (inden for den bestående lovgivning, altså de lege lata, men endnu ikke fastslået som gældende ret, derfor de sententia ferenda) eller kun kan ændres ved en ny lov (de lege ferenda). Sondringen mellem retsdogmatik og retspolitik er principielt vigtig, skønt den ikke altid kan drages helt skarpt og klart. Alle er vel i dag enige om, at ingen kan give en helt objektiv fremstilling af gældende ret, og om at en retsvidenskab, der ikke kritiserer, men blot registrerer, ville være uden større værdi. Også Jul. Lassen gav sine anbefalinger, når han kviede sig ved at anerkende noget som gældende ret, jf. U 1918 B s. 18. Efter min opfattelse bør man have det som ideal dels at holde sine personlige synspunkter ude, dels at angive, når man er ude i retspolitisk ærinde (og i øvrigt også når grundlaget for at hævde noget som gældende ret er mindre sikkert end ellers). På disse punkter hersker der ikke fuld enighed. For at (forsøge at) gennemføre en klar sondring mellem retsdogmatik og retspolitik er Borum i J 1948 s. 386 og s. 389, Ross i Indledning til retsstudiet, 3. udg. (1963) s. 126 f., A. Vinding Kruse i J 1958 s. 288 ff. og Illum: Lov og Ret (1945) s. 168 ff. (men lidt mere tøvende på s. 170 f.). Derimod synes Gomard i Højesteret 1661-1986 (1986) s. 64 ikke at ville fordre nogen særlig klarhed, fordi der ikke kan sondres skarpt mellem retsdogmatik og retspolitik. Se hertil Stuer Lauridsen i U 1986 B s. 174: »At der nok aldrig kan blive tale om skarpe grænser mellem retspolitikken og retsdogmatikken, er ofte fremhævet – også i realismen – men det betyder jo ikke, at man ikke er forpligtet til at drage én eller anden skillelinje.«