en simpel pengefordring. Med dette emne vandrer man ad velkendte stier, men to nyere domme giver anledning til dels at perspektivere øvrig praksis på området, dels at uddybe og præcisere forskellige udsagn i litteraturen, navnlig om konneks modregning og modfordringens stiftelsestidspunkt, og endelig at behandle aftaler, der indebærer en løbende modregning mellem en kreditsælger og en kreditkøber, og som efter deres indhold kan indebære en sikkerhed for køberen i form af en modregningsadgang også over for financieren (f.eks. ved kreditsælgerens konkurs, som financieren netop har søgt at sikre sig mod som worst case scenario).

Fakturafordringer i den almindelige handel med varer og tjenesteydelser har karakter af simple fordringer, jf. herom GBL kapitel III, som var en kodifikation af gældende ret, jf. Udkast til Lov om Gældsbreve (1935) s. 47 (herefter forkortet: Udkast (1935)).

Fakturaskyldnerens indsigelser mod betalingskrav kan gøres gældende også over for erhververen af fakturafordringen, der ikke får bedre ret end overdrageren, jf. GBL § 27. Princippet gælder også skyldnerens svage indsigelser – eksempelvis mangelsindsigelser – og det gælder, selv om erhververen var i nok så god tro.

Fakturaskyldnerens modregning over for financieren er beskyttet af GBL § 28, når skyldneren havde føje til at forvente, at han kunne afgøre sit mellemværende ved modregning over for sin oprindelige kreditor (kreditsælgeren). Fakturaskyldneren kan således efter reglen modregne over for erhververen, medmindre én af to undtagelser er opfyldt, nemlig enten at skyldneren erhvervede modfordringen, efter at han fik kundskab eller formodning om overdragelsen af hovedfordringen, eller at modfordringen ikke forfaldt senest samtidig med hovedfordringen.